Fortsæt til indhold

“Mere sund fornuft ind i lokalpolitikken”

Liberal Alliance har valgt deres spidskandidat til næste års kommunalvalg

Arkiv
Simon Carlson

'Sund fornuft'. Det er det begreb, 35-årige Dennis Paaske bruger oftest, mens vi taler. Han blev for nylig valgt som Liberal Alliances spidskandidat til næste års kommunalvalg, og det er dermed op til ham at sikre, at der fra 2017 sidder en ny dreng i klassen, men hvis det står til ham, så bliver det ikke en stille bly knægt, der starter op. Man skal nok nærmere forvente en dreng, der har observeret klassen udefra og mener, at det er tid til at ændre på tingenes tilstand. Med andre ord er det tid til at indføre den liberale version af 'sund fornuft'.
“Min grundpræmis er, at mennesker tager ansvar for deres eget liv i det omfang, de kan. Det kræver, at vi som politikere laver så få benspænd som overhovedet muligt, for det er jo fuldstændig individuelt, hvad mennesker sætter pris på, og hvad de forbinder med et godt liv. Det skal vi ikke blande os i. Jeg synes, det korstog de kalder velfærdsstaten for ofte umyndiggør individet,” siger Dennis Paaske, hvis korstog i stedet hedder personlig frihed i alle henseender.
Den håber han at gøre til en væsentlig del af den lokale politiske dagsorden, når valget er overstået.
“Jeg savner faktisk den liberale tankegang i kommunen. Ligesom mennesker er forskellige, så er virksomheder og institutioner det også. Jeg mener, at man bør lægge meget mere af ansvaret ud til dem, der rent faktisk ved noget om den hverdag, de befinder sig i. Vi skal selvfølgelig opstille nogle rammer, og som politiker kan man godt stille uddybende spørgsmål til personalet på for eksempel institutionerne, men fra mit synspunkt, bør man stole på, at dem der har hænderne til daglig, de også bedst ved, hvordan man skaber sig et godt arbejdsliv inden for deres rammer. Jeg mener, at vi i langt højere grad skal anerkende forskelligheden,” siger Dennis Paaske.

Ny dreng

Ifølge den liberale spidskandidat har frihedsønsket altid klæbet sig til ham. Som barn blev den trygge ligusteridyl i Sdr. Bjert af økonomiske omstændigheder skiftet ud med beton og etagebyggeri i Skovparken i Kolding, mens lilleskolen pludselig var vokset til en hverdag sammen med 1000 andre elever. Her blev de første tanker om overtaget over eget liv født.
“Det var jo en enormt kontrastfyldt overgang, men jeg kan også huske, at jeg ret hurtigt begyndte at interessere mig for, hvordan jeg kunne få indflydelse og være med til at skabe et godt samfund på vores skole ved at engagere mig i elevrådet. Oplevelsen af at de voksne faktisk lyttede til, hvordan vi mente, man kunne gøre tingene bedre, var en kæmpe øjenåbner for mig, “ forklarer Dennis Paaske.

Klar til underdog-rollen

Efter en del års politisk tilløb er han nu klar til at overføre den tankegang til den kommunalpolitiske scene. Ligesom omvæltningen fra forstadsidyllen til den rå beton bliver dette skridt også et kontrastfyldt et af slagsen, og den 35-årige kandidat er da også helt med på, at det bliver en markant og anderledes udfordring at overbevise vælgerne om, at han også her skal være den nye dreng i klassen.
“Jeg kan godt lide underdog-rollen, hvor man skal kæmpe for tingene. Derfor passer det mig også rigtig godt, at være i et parti, der på et tidspunkt havde 0,0 procent i vælgertilslutning,” griner Dennis Paaske:
“Men jeg sætter jo personlig frihed over alt andet, og jeg tror på, at der er rigtig mange andre, der også har det sådan. For mig er det jo bare sund fornuft, at man forsøger at skabe sig selv de bedste muligheder i det, man selv forbinder med et godt liv,”