Bryllupstøjets farverige historie
Foredrag på Køge Museum onsdag 12. oktober om udvikling og mode
Køge Museum afholder foredrag onsdag 12. oktober 2016 kl. 19.30 i Nørregade 4 i Køge, hvor museumsinspektør Inge Christiansen, der er dragtforsker og en af museets profilforskere, vil fortælle om bryllupstøjets historie.
Bryllupstøjet har undergået store forandringer, der dels har fulgt den almindelige mode, men også fulgt det, der nu var særlig mode inden for bryllupstøj.
Hovedtøjet vigtigt
Oprindelig blev man gift i det fineste tøj, der kunne skaffes. Siden kom hvide eller sorte kjoler til for så igen, at kulørte brudekjoler blev moderne. Ofte har kvindernes hovedtøj været det, der tydeligst viste, at det var en brud.
Ved foredraget vises billeder og fortælles om, hvordan bryllupstøjet har ændret sig gennem tiden. Billetter 50 kr. via e-billet. jesl