Fortsæt til indhold

Bliv klædt på til læreplads i Køge

Køge Handelsskole klar med nyt fem ugers grundforløb til HHX-studenter, der vil ud i praktik i erhvervslivet

Arkiv
Arkiv

Har man en HHX eksamen og ønsker at gå i lære i erhvervslivet? Så skal man være opmærksom på, at man først skal igennem et obligatorisk grundforløb. På Køge Handelsskole er der sat dato på det næste forløb.
”Er du student fra HHX, og ønsker du at søge en praktikplads inden for kontor, handel, detail eller event, så skal du gennemføre et adgangsgivende fem-ugers grundforløb kaldet EUD Student. Vi starter næste fem ugers forløb mandag 10. oktober med afsluttende eksamen 17. eller 18. november,” fortæller vejleder Karen Skipper i en pressemeddelelse fra Køge Handelsskole.
”Har du fået stillet en praktikplads i udsigt, så skal du bruge dette grundforløb for at gå videre ad den uddannelsesvej. Det kan også bruges, hvis du stadig er usikker på hvad du vil. Det kan være du er ved at spare op til en stor udlandsrejse med afgang ved årsskiftet, så er det da en god ide at sætte lidt ind på uddannelseskontoen ved siden af – så du kan gå direkte ind på en læreplads, når du engang vender tilbage,” siger Karen Skipper.
”Forløbet er kort og koncentreret og rummer en pakke af uddannelsesspecifikke fag, der er målrettet din uddannelsesretning. På Køge Handelsskole tilbyder vi, du kan uddanne dig til at søge elevplads inden for kontor, handel, detail eller event. Du skal arbejde med et givent tværfagligt projekt – og det er tonet den retning, du vil bevæge dig i med dit arbejdsliv,” siger Karen Skipper.

Fleksibel undervisning

”Uddannelsesformen er meget fleksibel. Du møder ind dagligt et par timer, hvor du arbejder i vores Læringscenter, som er beliggende på 3. sal i Kursuscenteret – her er der pc'ere – eller du kan vælge at bruge din egen og koble dig på vores trådløse netværk. Der vil være en lærer tilknyttet, som vejleder dig gennem forløbet,” siger Karen Skipper.
”Forløbet, som i øvrigt gør dig SU-berettiget, er fleksibelt skruet sammen – det er en blanding af tilstedeværelse og selvstudier, så du kan sammen med de andre på holdet og underviseren selv afgøre, hvornår på dagen, I vil have jeres undervisning med læreroplæg lagt – så der er intet i vejen for, du kan passe et job ved siden af. Så det er nemt at investere tid - og både tjene ind på bankkontoen og din uddannelsesmæssige konto,” siger Karen Skipper.
”Og når du er på skolen, kan du trække på alle slags tilbud – for eksempel café, mediecenter og it – og så er her jo masser af liv og masser af mennesker.”
Man kan tilmelde sig hos Karen Skipper på mail: kms@khs.dk.

Andre EUD-studentforløb

Der findes et tilsvarende EUD-student forløb for studenter fra STX, HTX og HF. Det har dog varighed af 10 uger, idet der skal flere elementer ind fra erhvervsuddannelserne. Her er der opstart 1. februar. jesl