Fortsæt til indhold

491 kontanthjælpsmodtagere skal hjælpes i arbejde

Arkiv
Anette Gundlach

491 personer i Roskilde blev 1. oktober ramt af kontanthjælpsloftet. De får nu hjælp af SF og Venstre, der har stillet forslag om, at der skal sættes en million kroner af til, at de kommer i arbejde i mindst seks timer om ugen. Hvilket vil gøre, at de ikke bliver trukket i deres ydelser, som de gør nu. Forslaget blev vedtaget af budgetparterne i denne uge. Konkret betyder det, at en eller to personer i kommunen bliver sat på opgaven med at finde passende jobs til de 491 personer i virksomheder i Roskilde. - Det skal være ordinære jobs, ellers tæller det ikke, forklarer Birgit Petersen fra SF. Hun er imod kontanthjælpsloftet og reglen om at tvinge folk til at arbejde 225 timer om året, hvis ikke de skal sættes ned i kontanthjælp. - Derfor er det vigtigt, at vi politikere hjælper de mennesker, der er havnet i denne ulykkelige situation. Vi kan ikke ændre loven, men vi kan give dem en hjælpende hånd i kommunen, siger Birgit Petersen og fortsætter: - Det er vigtigt, at man stadig tager hensyn til de ressourcer, som den enkelte har. Bent Jørgensen fra Venstre, der er formand for Beskæftigelses- og Omsorgsudvalget, der har opgaven med kontanthjælpsmodtaterne, er enig. - For de fleste mennesker betyder det at kunne forsørge sig selv og sin familie meget for selvværdet. Passiv forsørgelse har en negativ effekt både for familien og en selv. Derfor er vi enige med SF om, at flest mulige kontanthjælpsmodtagere skal hjælpes i arbejde.

Sådan får man hjælp

I det vedtagne forslag bliver der afsat 1 millioner kroner årligt for at hjælpe flest mulige kontanthjælpsmodtagere i ordinært arbejde, der er omfattet af 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Det sker ved, at der afsættes yderligere personaleressourcer til udelukkende at tage sig af denne gruppe, ligesom der afsættes yderligere midler til opkvalificering og uddannelse. En konsekvens af konstanthjælpsloftet er et stigende pres på enkeltydelser til kontanthjælpsmodtagere til uforudsete udgifter. Det kan være tandlægeregninger, tøjpenge og andet. Derfor skal det også sikres, at der er penge til de ekstre beløb.