Drage og irsk folkedanser blev sluppet løs på EIS
Der har i dag været International Festival på Esbjerg International School
Vietnamesisk drage, irsk folkedanser, skotske musikere og filippinske dansere. Jo, der var i den grad gang i den på Esbjerg International School, da der i fredags blev afholdt en international festival på skolen. Her blev eleverne præsenteret for forskellige kulturer, som ikke kun befinder sig på skolen, men også rundt omkring i Esbjerg.
"Vi gør det her, så eleverne kan lære om den diversitet, der er," fortalte Maria Brons, som var med til at koordinere dagens festival, til Lokalavisen Esbjerg kort før festivalen begyndte.
20 forskellige internationale kunstnere, som alle bor i Esbjerg, optrådte med sang og dans fra deres landes kulturer foran eleverne. Og der var tale om kulturelle forskelle. Først blev eleverne underholdt af to skotske, festlige musikere, som spillede traditionel skotsk musik, selvfølgelig iført ternet kilt. Bagefter dansede filippinske dansere en spændende historie, før en irsk folkedanser steppede løs, inden det hele blev sluttet af med en vietnamesisk dragedans.
"Idéen kom fra en af vores lærere. Hun påpegede, hvor berigende det er for børn at blive præsenteret for forskellige kulturelle input," fortalte Maria Brons.
Den internationale festival er en del af den internationale uge, som fortsætter i denne uge på Esbjerg International School, hvor eleverne skal præsenteres for flere af de kulturelle forskelle, som byen rummer.
"På onsdag laver vi et bord, hvor der bliver præsenteret kaffe fra forskellige steder i verden. Vi vil vise de forskellige måder, som mennesker drikker kaffe på rundt omkring i verden. Det er en øjenåbner for den diversitet og de forskellige kulturer, vi har i den her by," fortale Maria Brons ved festivalen.
Hun håber, at andre skoler i Esbjerg får øjnene op for, at der findes så forskellige internationale kunstnere i Esbjerg.
"Vi vil meget gerne have andre skoler her i Esbjerg til at komme og være med her, men vi har desværre begrænset plads. Så jeg håber, at andre skoler vil tage de her kunstnere ind og lade dem præsentere børnene for de kulturelle forskelle her i kommunen."