Fortsæt til indhold

Suppe som i gamle dage

Lav suppe fra bunden på Nymindegab Museum i efterårsferien

Arkiv
Arkiv

I uge 42 bliver der rig mulighed for at prøve kræfter med bollesprøjten og æbleskrælleren. Som da Bedste var barn skal der laves suppe fra bunden - fra hovedet hugges af hønen, til suppen er spiseklar.
Æblerne skal man selv moste, og både æbleskræller og saftpresser bliver fundet frem. I tømrerens hus bliver æblerne forvandlet til æbleflæsk og gammeldags æblekage.
”Vi lægger stor vægt på, at vores gæster selv kan deltage aktivt i vores arrangementer. Samtidig giver det også mulighed for en god, nostalgisk samtale på tværs af generationer, og det er jo netop det, vi gerne vil sætte i gang” siger museumsformidler Pernille Ø. Sørensen i en pressemeddelelse.
Man kan deltage suppedag tirsdag 18/10 og æbledag torsdag 20/10 på Nymindegab Museum, Vesterhavsvej 294, 6830 Nr. Nebel.
Begge arrangementer ligger i tidsrummet klokken 10-14.
Entré: 50 kr. pr. person. Gratis adgang for alle under 18.