Fortsæt til indhold

Adnan gik i gang

Kort efter at have fået opholdstilladelse gik Adnan i gang med et skaffe sig en levevej. Og det er blevet en succes

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Det betyder intet, om man er rig eller fattig - bare man har det godt og tjener sine egne penge,” siger Adnan Ibrahim.
Den 26-årige syrer flygtede fra sit hjemland og fik for to år siden opholdstilladelse i Danmark. Kort efter kom han til
Vejle og åbnede en frisørsalon, Frisør Noah på Gammelhavn - lige over for den omstridte godsbanegård.
Lokalet ligger under gadeniveau. Cykelhjul, fodgængerben og busbunde suser forbi lige uden for vinduet.
Som en del af salonens udsmykning har Adnan en plakat fra den tidligere tv-serie 'Friends'. Men rammen er for lille, så der står kun 'Frie'. Men det er også lige præcis, hvad Adnan synes, at han og hans familie er: Frie.

Alene til Danmark

Adnan Ibrahim flygtede fra Syrien, da han var 19 år. På det tidspunkt var hans familie allerede flygtet, men de fandt sammen i Vejle.
“Jeg var frisør i Syrien og ville også gerne være det her. Men først måtte jeg vente på at få min opholdstilladelse.”
Så snart opholdstilladelsen var på plads, gik han på jagt efter egnede lokaler.
“Dem fandt jeg her: Her var tomt og masser af parkeringspladser ovre på den anden side af vejen,” siger han og peger i retning af Godsbanegården.
Forholdsvis hurtigt fik han en kundekreds, som lige siden er vokset i jævnt tempo.
“Jeg har bemærket, at kunderne vender tilbage, når først de har været her én gang. Og mange nye kommer til på anbefaling fra venner, der er blevet klippet her,” siger Adnan.
Han er blevet bedre til dansk. Så han snakker meget med sine kunder.
“Om alt muligt: Familien, arbejde, vejret, verden - men helst ikke om politik. Vi snakker også om planerne for Posthusgrunden,” siger han og peger ud af vinduet.

Har ansat en ekstra

I lang tid har Adnan arbejdet alene i frisørsalonen. Men efterhånden som antallet af kunder er steget - og efter at han har fået en søn - har han fået behov for ekstra hjælp.
“Min søn er et halvt år - en dejlig smilende dreng, som jeg gerne vil være sammen med. Så jeg har ansat en ekstra til at hjælpe mig på de travleste dage,” siger Adnan.
Selvom i dag ikke er en af de travleste dage, har der været tre kunder i stolen, inden snakken med Lokalavisen er slut.
“Man skal tage sig ordentlig tid til kunderne. Det gør jeg ikke kun, når jeg klipper dem, men også når jeg barberer,” siger han.
I Syrien er det langt mere almindeligt, at mænd lader sig barbere af en professionel på en barber-salon. Og den tradition har Adnan taget med.
“Jeg barberer med kniv og skum. Flere og flere mænd - også danske - vil barberes. Det giver altså også lidt ekstra, at skægget er barberet helt korrekt. Og huden har godt af det,” siger han.