Flere aktive med teater i blodet
Lo Specchio har ny formand og åbne døre for flere typer scenekunst
Andreas Buchtrup husker tydeligt, hvordan han som ti-årig var på scenen for første gang som lille general i Troldmanden fra Oz. Han havde én replik og blev så opslugt af teaterverdenen, at han ikke har sluppet den siden. I dag er han formand for amatørteaterforeningen Lo Specchio og ser med glæde, hvordan interessen for teater vokser i Roskilde.
Hvor det hidtil fortrinsvis har været børneholdene, som har været i fokus, har foreningen netop oprettet et nyt hold for unge over 18 år. Og der er snart interesserede nok til også at oprette et hold for voksne.
- Vi har en del interesserede klar til at starte, men vi mangler stadig lidt flere, for at det rigtigt kan komme op at køre. Vi har de perfekte rammer på Eriksvej 40, og vi synes, at så mange som muligt skal have glæde af dem, siger Andreas Buchtrup.
- Vi vil gerne oprette hold for rollespillere, dansere, musikere og alle andre former for kreativ scenekunst, de skal bare henvende sig, opfordrer han.
Amatørteaterforeningen, som er 45 år gammel, råder over to scener, kostumer, lys- og lydanlæg og ikke mindst en lang række hjælpere i form af teknikere, kostumedamer og kulissebyggere.
- Rammerne er helt fantastiske, selv i forhold til København, vurderer Andreas Buchtrup. Han ved, hvad han sammenligner med, for siden hans teaterdebut som ti-årig har han været totalt opslugt af teatermiljøet også i hovedstaden. Senest har han gået på Skuespillerakademiet i København med henblik på at komme ind på Skuespillerskolen.
- Amatørteater er noget, der går i ens blod. Der er mange af vores medlemmer, som er begyndt på vores meget populære børnehold, og de er her stadigvæk som voksne. Nu går deres børn her også, siger han smilende.
Lo Specchios børnehold øver i øjeblikket på 'Alice i Eventyrland' og teenageholdet er ved at skrive deres eget stykke, hvor temaet er Chicagos gangstere.