Politiker blev Natteravn for en stund
Peter Kofod Poulsen fik én på opleveren, da han blev inviteret med på nattevandring med Natteravnene i Haderslev
Klokken var lidt i midnat, da Natteravnene i Haderslev mødtes til en kop dampende kaffe på ravnenes kontor, hvor der også blev klædt om til de landskendte, gule jakker, før nattelivet kaldte.
Natten til søndag var et nyt medlem af Natteravnene, Dansk Folkepartis retsordfører og folketingsmedlem, Peter Kofod Poulsen med på patrulje. Og det var han meget begejstret for at få lov til at prøve.
”Jeg har fået endnu mere respekt for de mange frivillige ildsjæle, der gør en enorm indsats i nattelivet. I Haderslev er der tale om cirka 25, som tæller med i det landsdækkende korps på 4.000. Det er simpelthen helt fantastisk,” konkluderede politikeren, der lørdag nat blev tituleret ”føl” på turen rundt i nattelivet.
”Vi var blot tre afsted. Udover mig, som føl, var det formand for Natteravnene i Haderslev, Tanja Pohl og Vivian Andersen.”
Peter Kofod Poulsen fik sig én på opleveren hin oktober nat. Han var helt med på, at en tur med Natteravnene i øjeblikket er ekstra nødvendig. Årsagen er, at der i blandt andet Haderslev har været store problemer i nattelivet, især med stridende indvandrergrupper, som skaber utryghed blandt borgerne.
Derfor var DF'eren også fuld af beundring for det store arbejde, det stedlige politi, bidrager med, også i samarbejde med Natteravnene.
”Politiet er meget synlige i gadebilledet og det virker forebyggende,” roste han.
Med bolsjer som våben
Nu kunne man vente, at Natteravnene var udstyret med pepper spray, strømpistoler eller andre former for selvhjælp, men nej: Bolsjer og gode samtaler klarer selv den mest prækære situation.
”Lakrids-, pebermynte eller chokolade,” griner Peter Kofod Poulsen.
”Vi fik snakket med dem, der havde fået en enkelt øl for meget, eller fem. Resultatet er, at de unge kommer hjem i stedet for at ende natten i detentionen. Det er alle parter fornøjede med dagen efter,” siger han.
Peter Kofod Poulsen blev genkendt af ganske mange unge, som lige måtte hen og hilse og snakke lidt politik.
”Grænsekontrol, hundelov, klima og gadebelysning. Jo, der var ganske mange og forskellige emner, som blev taget op,” siger Peter Kofod Poulsen.
”Man kan tydeligt mærke, at man gør en forskel, at man oplever at være med til at bløde konflikter op. Og så skal man jo ikke glemme, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden.”