Fortsæt til indhold

Fra brugsforening over brudekjoler til lejligheder

Borgvold 12 er en af Vejles markante bygninger, hvor mange gennem tiderne har arbejdet

Arkiv
Jørgen Flindt

Den har ikke altid været blå og hvid. Borgvold 12. Men den har ligget på stedet overfor banegården og bustermionalen siden 1940, hvor FDB byggede et nyt koloniallager. I øvrigt på samme sted, hvor FDB i forvejen havde til huse. Men i mindre og ikke tidsvarende lokaler.
Allerede i 1963 var det dog tid til nye tanker og produkter i de store lokaler ved banegården.
For en københavnsk kvinde var ankommet til Vejle. Hun hed Lilly Brændgaard Hansen, og hun satte gang i en produktion af festkjoler. Det skete med startbase i små lokaler på Fredericiavej, men Lillys koncept voksede og voksede, og med tiden fik Lilly Brudekjoler behov for store produktions lokaler, og i 1963 overtog det landskendte Vejlefirma lokalerne på Borgvold.
Herfra blev der syet mange brudekjoler til nær og fjern, og Lilly og adressen på Borgvold hører på sin egen måde altid sammen i folks bevidsthed.
Det er dog mange år siden, at Lilly rykkede til Bugattivej i Vinding.
Lilly fortsatte med at eje bygningen på Borgvold, og i 1993 blev den brune bygning noget mere farvestrålende, da den fik de karistiske blå-hvide stålplader som facade. I lokalerne har blandt andet Blockbuster holdt til.
Nu skal bygningen så atter til at skifte udseende og indhold. Lilly har solgt ejendommen til UIV A/S fra Give.
Der skal laves lejligheder i de fire øverste etager, mens den nederste etage forbliver butiksarealer.

Catrum Wethæl

Vidste du i øvrigt, at Borgvold har sit navn efter borgen Castrum Wethæl, eller Vejleborgen, som dog forlængst er helt forsvundet fra jordens overflade.
Helt tilbage til året 1473 fik stedet navnet Borgvold, og da har borgen nok allerede været fortid.
I følge Vejle Wiki så havde borganlægget en spidsbundet voldgrav, og selve borgen var lavet af træ, Man mener, den blev opført i 1300-tallet.
Da man anlagde jernbanen i 1800-tallet forsvandt det sidste rester af Castrum Wethæl