Opbakning til Roskilde Handel
Ny kontingent-fordeling for de 200 medlems-butikker
En tilfreds formand og bestyrelse for Roskilde Handel kunne efter onsdagens ekstraordinære generalforsamling konstatere, at der var næsten enstemmig opbakning til en ny kontingentstruktur for foreningen.
- Vi må erkende, at den hidtidige struktur med mange individuelle grupper har været for vanskelig at forstå, og at den har givet anledning til kritik fra nogle af vores medlemmer, siger formand for Roskilde Handel Svend Overgaard.
- Det valgte bestyrelsen i foråret at tage bestik af, og i går kunne vi så vedtage en ny og mere enkel struktur, hvor spredningen i kontingenterne bliver mindre. Vi vil nu informere vores medlemmer om ændringerne, som skal endeligt bekræftes på endnu en ekstraordinær generalforsamling den 26. oktober, siger Svend Overgaard.
Stigning og fald
Baggrunden for den nye ekstra generalforsamling er, at der ved onsdagens generalforsamling ikke var det fremmøde, som er nødvendigt for at gennemføre en ændring af vedtægterne.
Formanden for Roskilde Handel tilføjer, at medlemstallet er 200, og at det har været særdeles konstant hele året trods usikkerheden om kontingentsatserne.
- Der kommer en lille stigning for de laveste satser og et relativt stort fald for de høje satser. Det bør for alles vedkommende fortsat være en naturlig ting at bidrage til, at Roskilde Handel går foran, når der skal gøres en indsats for at markere os som en af Danmarks bedste handelsbyer, siger Svend Overgaard.
Blandt de aktiviteter, som Roskilde Handel står bag, er gavekortet, julemarked, musikarrangementer, markedsføring af medlemmerne og deres tilbud.
Samt ikke mindst opgaven med at være talsmand for byens butikker over for myndighederne og samarbejde med kommunen om at tiltrække nye virksomheder til Roskilde.
ccs