Fortsæt til indhold

I morgen får Team Esbjerg CL-debut

Team Esbjerg møder RK Krim Mercator i klubbens første CL-kamp

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

For første gang nogensinde bliver Team Esbjerg i morgen, lørdag, en del af klubhåndboldens fineste selskab, når holdet hjemme i Blue Water Dokken tager imod slovenske RK Krim Mercator. Og det er noget, som både spillertruppen og trænerstaben ser frem til med spænding.
“Bare navnet 'Champions League' har en aura, som er noget helt specielt, og det kan man godt mærke på spillerne,” siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, til Lokalavisen Esbjerg og fortsætter:
“Jeg forventer, at det bliver en debut, hvor der højst sandsynligt kommer nerver på.”
Nerver eller ej, så er det dog Team Esbjergs klare mål i Champions League at skaffe nok point sammen i gruppen, så holdet kan kvalificere sig til mellemrunden.
Hvis det skal opfyldes, skal holdet ende blandt de bedste tre i gruppen, der består af fire hold.

Hjemmekampe skal vindes

Derfor er det ifølge cheftræneren vigtigt, at holdet kommer godt fra start og skaffer de første to point allerede i morgen.
“Udekampene i gruppen er rigtig svære, derfor er det vigtigt, at vi vinder hjemme,” fortæller Lars Frederiksen, som har været et smut nede i Slovenien for at se nærmere på lørdagens modstander.
“Der er total larm. Det er en svær udebane at spille.”
Tidligere var RK Krim Mercator, som til dagligt bare omtales som Krim Ljubljana, et europæisk storhold. Holdet har to Champions League-titler stående i pokalskabet, hvor den seneste kom hjem i 2003, samt tre sølvmedaljer fra turneringen.
Det er derfor et hold med en stor og stolt historie, som lørdag kommer på besøg i Esbjerg.
“Man kan godt fornemme, at det er en storklub, når man er dernede. Men der er ingen tvivl om, at økonomien ikke er, hvad den har været. De har ikke førsteklassespillere længere,” fortæller Lars Frederiksen.

Bliver en svær kamp

Men selvom den slovenske modstander ikke længere har tidligere tiders styrke, så bliver kampen alligevel svær for Team Esbjerg, forudser Lars Frederiksen.
“De har mange spillere, så det er svært at lægge en taktik imod dem, fordi man ikke kan vide, hvem de stiller med,” fortæller han.
Samtidig har Team Esbjerg heller ikke fået den allerbedste start på sæsonen, hvor spillet ikke har været helt perfekt.
“Vi har tabt og spillet uafgjort, men det er ikke nogen katastrofe. Vi er et hold, der selvefølgelig gerne vil vinde mange kampe, og jeg har en fornemmelse af, at vi er på rette vej,” fortæller Lars Frederiksen, der mener, at sommerens OL, hvor fire af klubbens profiler var af sted, har haft en negativ effekt på holdets sammenspil.
Team Esbjergs debut i Champions League mod RK Krim Mercator er i morgen med kampstart klokken 14 i Blue Water Dokken hjemme i Esbjerg.