Fortsæt til indhold

Der er mange tanker bag Livsrummet

Kræftpatienternes Hus i Vejle er et sted, hvor både folk med kræft og deres pårørende kan finde ro og overblik

Arkiv
Jørgen Flindt

Kræftpatienternes Hus et unikt sted, fordi det er den eneste af sin slags i Danmark.
“Det er et utroligt flot hus, hvor der er mange tanker, som ligger bag. Tanker som er skabt til fordel for brugerne af huset,” siger Annette Hornmann, der er Navigator- og frivilligkoordinator hos Kræftens Bekæmpelse.
Huset er bygget nærmest ind i bakken ved siden af Vejle Sygehus og bag facaden venter et sted for folk med kræft og deres pårørende, som bare kan gå ind og finde et helle på sygdommens urolige vej.
“Man træder ind i et Livsrum. Dem er der syv af rundt i Danmark, men vi er klart det største sted. Her bliver der taget mod en, når man træder ind ad døren. Man er i en sårbar situation, men her er der plads til ro i kaos, og her har vi tid til at lytte. Vi har også en lang række tilbud, som udover at anvende 'huset' som et frirum også tilbyder samtale og samtalegrupper, mandenetværk, der laver mad, yoga, mindfullnes, sang, kreativcafé til bare at sidde med sit strikketøj og nyde roen” forklarer hun.

Bredere vifte

Overlæge Anette Hygum er leder af det palliative team, Sygehus Lillebælt Vejle, og dermed er hun leder af den ene del af huset, der repræsenterer det rehabilliterende tilbud til patienter, der ikke kan kureres for deres kræftsygdom. Dette tilbud omkring tidlig lindrende behandling og rehabillitering er indtil videre det eneste af sin slags i Danmark.
“Det er en kæmpe fordel i, at vi er her i huset sammen med Kræftens bekæmpelse. Det giver en klar synergi. Vi er to selvstændige team, men vi kan helt klart støtte hinanden, når vi sidder lige ved siden af hinanden, og viften af tilbud til brugerne er jo meget større her, end hvis vi lå hver for sig,” siger Anette Hygum.
De to kvinder forklarer, at det at Kræftpatienternes Hus ligger lige op ad sygehuset er en fordel, fordi huset er lettere tilgængeligt for de patienter og brugere, der er i behandling på sygehuset. Ligeledes kan de pårørende komme, når patienten er til behandling
“Det kan være en hektisk oplevelse at komme på et sygehus, som er et stort hus, hvor mange mennesker færdes. I Kræftpatienternes Hus er der ingen uro, og her er folk, man kan snakke med og få afklaret mange af de tanker, der rumsterer i hovedet. Man kan bedre få skabt orden i kaos,” siger de.
Kræftpatienternes hus rummer både Kræftens Bekæmpelse kræftrådgivning samt Det palliative team, Sygehus Lillebælt Vejle.
I august måned var der 539 aktiviteter i huset. Brugerne var i den måned 69 procent kvinder og 31 procent mænd.
Huset stod klar i 2013 og har til huse på Beridderbakken nær hovedindgangen til Vejle Sygehus.

Kræftpatienternes Hus