Mordmysterium i skanserne
Historiecenter inviterer til mordgåde i efterårsferien
Den danske soldat Hans Lorenzen er fundet død i skansen efter et preussisk bombardement. Men Hans er ramt af en dansk geværkugle. Hvem har begået denne forfærdelige forbrydelse? Og hvorfor?
Den mordgåde kan man forsøge at løse på Historiecenter Dybbøl Banke i efterårsferien. Det nødvendige bevismateriale finder man i skansen og soldaterbyen.
På Historiecenteret træder man direkte ind i historien om krigen i 1864 mellem danskerne og preusserne. Her møder man moderne kanonfotograf, den snu marketender, rekrutskolens strenge kommandersergent, den opofrende diakonisse og selvfølgelig både danske og preussiske soldater, som demonstrerer deres våben og udrustning.
Der bliver også skudt med den store kanon i efterårsferien.
Gæsterne kan prøve at telegrafere, skrive med pen og blæk, finde stumper af gamle granater i jorden og hjælpe tømreren med at fremstille trænagler til det store blokhus.
Dybbøl Mølle maler på livet løs, og her kan man lave sit eget mel og opleve den bedste udsigt i Sønderborg.
Historiecenteret og Dybbøl Mølle har åbent alle dage i efterårsferien. Husk varmt tøj, da krimi, aktiviteter og fortællinger foregår udenfor.