Årets Dana Lim Pris sætter fokus på overset og dødelig sygdom
350.000 kroner skal give mulighed for at gennemføre et studie med fokus på sygdommen MSA, der hvert år koster 250-300 danskere livet
Støtte til samfunds- og erhvervsfremmende aktiviteter har udgjort en mærkesag i Dana Lims mere end 85-årige historie. Og selv om socialt ansvar er en del af hverdagen hos Danmarks største producent af lim, spartel- og fugemasse, var det ikke desto mindre en begivenhed af de helt store, da Dana Lim Prisen nok en gang blev uddelt ved en festlig reception hos virksomheden i Køge d. 30. september.
Prisen er siden 1955 blevet uddelt af Dana Lims ejer Kaj Hansen Fonden til velgørende formål – lige fra sygdomsforskning til handicapområdet. De 350.000 kroner, som prisen i år udgjorde, blev doneret til et forskningsprojekt med fokus på den oversete hjernesygdom Multipel System Atrofi (MSA), der hvert år slår mellem 250 og 300 danskere ihjel.
Formand for Kaj Hansen Fonden, Mogens Overgaard, er ikke i tvivl om, at dette års pris vil gøre en positiv forskel i forhold til at styrke forskningen i den dødelige sygdom. Han håber således, at prisen på sigt vil kunne bane vejen for nye behandlingsmuligheder for fremtidige patienter.
"Gennem syv årtier har vi med Dana Lim Prisen tilgodeset erhvervs- og samfundsfremmende tiltag, herunder især videnskabelige projekter. Det giver os en fantastisk mulighed for at anerkende og fremme forskning o.a. tiltag, der gavner udsatte og oversete borgere. Det gælder også patienter, som lider af atypiske sygdomme, og med prisen kan vi bidrage til at bringe forskningen videre i arbejdet for en fremtidig kur," fortæller han.
Et bidrag, der kan mærkes
Prisen blev modtaget af professor Bente Pakkenberg og skal finansiere et forskningsophold, der har til formål at fremme mulighederne for at identificere faktorer, som er udløsende for MSA med henblik på at hindre sygdommens opståen og fremskridt.
"MSA er en sjælden sygdom, som vi kun har meget begrænset viden om. Så meget desto mere fantastisk er det at opleve Kaj Hansen Fondens støtte til dette forskningsprojekt." Sådan lød det fra professor Bente Pakkenberg fra Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, da hun modtog Dana Lim Prisen.
"Med Dana Lim Prisen vil vi kunne gennemføre et studie, som gør det muligt at identificere ændringer på arvemassen, som kan bidrage til sygdommens opståen. På den måde udgør den et vigtigt bidrag i arbejdet med at blive klogere på, hvordan vi behandler MSA," fortsætter hun.
Ifølge Bente Pakkenberg har MSA, der ligner Parkinsons sygdom, på nuværende tidspunkt ingen behandlingsmuligheder, og det er derfor kun muligt at symptomlindre. Udover at dø efter nogle års sygdom oplever mange patienter en væsentligt nedsat livskvalitet, herunder at være så invaliderede, at de har brug for pleje døgnet rundt.mart