Fortsæt til indhold

Teaterbygningen med fest, dans og farver

Køge Kunstforening viser installationskunst sammen med Teaterbygningen

Arkiv
Arkiv

Der bliver sus i skørterne og glimmer i massevis, når Køge Kunstforening og Teaterbygningen præsenterer installationskunst i weekenden 7.-9. oktober. Udstillingen Ballroom af Charlotte Bergmann Johansen, har tidligere været vist på Kvindemuseet i Århus og den vil inspirere til både fest og farver og refleksion over tilværelsen forankring i det gamle dansehus på havnen.
Når Køge Kunstforening sammen med Teaterbygningen slår dørene op til Charlotte Bergmann Johansens kjole-installationer, bliver det for fuld musik. Installationen pakkes nemlig ind i en weekend fuld af dans, fest og farver, som en hyldest til den tid kjolerne stammer fra og som en fejring af menneskers møde på dansegulvet.
Dansekjolerne har kunstneren, Charlotte Bergmann Johansen selv danset i som barn og ung i 70'erne og 80'erne. Installationen kommenterer ikke blot på hendes egen personlige oplevelse men på noget, som de fleste vil kunne genkende, uanset om de har gået til dans eller ej, og som stadig er aktuelt: nemlig balancen mellem disciplin, roller og forventninger og frigjort glæde og menneskelig ekshibitionisme. Kjolerne bliver på denne led, i alt deres feststemthed, et indspark i en mere eksistentiel debat, om det at være til.
Denne dobbelte oplevelse har i høj grad været udslagsgivende for Kunstforeningens interesse. Her ser man nemlig udstillingen som en oplagt mulighed for både at række ud og pege indad. Udstillingen bliver derfor i Køgesammenhæng, bakket op af store fotostater langs væggen, der viser dansende køgegensere fra 70'ernes mange dansearrangementer på Teaterbygningen.
Formand for Køge Kunstforening, Gitte Dyrløv, fortæller:
"Vi har ikke været et øjeblik i tvivl om at Ballroom havde noget helt særligt på hjerte og vi har gjort os store anstrengelser for at finde den helt rigtige måde at præsentere værket på. Visningen i Teaterbygningens ramme bygger bro til vores egen lokale dansehistorie og den giver os samtidig mulighed for at inddrage de besøgende, for at byde op til dans, så at sige."

Glade dansedage

Omkring Charlotte Bergmann Johansens kunstinstallation vil man derfor som besøgende i dagene 7.-9. kunne opleve Teaterbygningen i fuld feststemning. Flere af Køges danseglade foreninger byder ind med fremvisning og instruktion, lige som byens danseskoler er inviteret til at vise hvad de kan. Dansegulvet bliver dog ikke mere fyldt, end at arrangørerne håber at også de besøgende vil få lyst til en sving om.