Fortsæt til indhold

Sønderborg Musikskole har fået ny leder

Allan Ørslev er ansat som ny leder af Sønderborg Musikskole

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Kommune har ansat Allan Ørslev er ansat som leder ved Sønderborg Musikskole.
"Mit hjerte brænder oprigtigt for musikskolen, og har gjort det siden jeg som stor knægt første gang kom i kontakt med den lokale musikskole," siger Allan Ørslev. Han er overbevist om, at musikskolen har meget godt at byde på, i forhold til børn og unges opvækst og kulturelle dannelse.
"Jeg kan ikke komme i tanke om andre steder end i musikskolen, hvor det er muligt for et barn, at have en voksen for sig selv i 20-25 minutter - helt uforstyrret og tilmed en voksen, som brænder for musik og har lyst til at formidle deres glæde og viden om musik," siger Allan Ørslev, der glæder sig til at begynde som musikskoleleder i Sønderborg Kommune.
Allan Ørslev kommer fra en stilling som organist, kommunikations- og sognekulturmedarbejder ved Nustrup og Skrydstrup kirker. Han har en musikuddannelse fra Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg og har tidligere været ansat som leder af Lunderskov-Vamdrup Musikskole samt souschef i Haderslev Musikskole/MGK Syd og på Odense Musikskole/MGK Fyn.
"Jeg oplever Sønderborg som et rigtig dynamisk område - ikke mindst på kulturområdet. Sønderborg tænker stort, fremadrettet og på tværs af kultur, uddannelse og erhverv. Det er tydeligt, at Sønderborg Kommune er bevist om, at kultur kan skabe glæde og sammenhængskraft, og at opgaven løftes bedst i fællesskab på tværs af institutioner, organisationer og erhvervsliv," slutter Allan Ørslev.
Den nye musikskoleleder får ansvaret for skolens 46 lærere og 1500 elever. Derudover har musikskolen har også ansvaret for Als Performance Akademi, Sønderjyllands Danseakademi og Billedskolen.
Allan Ørslev er 43 år og gift med Trine Kragelund. Sammen har de 3 børn. Både Allans hustru Trine og deres børn spiller musik på hobbyplan, og de er aktive i musikskolen i Haderslev.
Han tiltræder stillingen den 1. november 2016.