Sig mojn til den berømte hval fra Gram

En såkaldt næbhval fra det 10 millioner år gamle ler i Gram Lergrav er ikke bare den første næbhval, der er beskrevet fra Sønderjylland, men det er den første i hele Skandinavien. Ph D studerende ved Museum Sønderjylland, Naturhistorie og Palæontologi og Statens Naturhistoriske Museum i København, Benjamin Ramassamy, har i september fået publiceret beskrivelsen i et internationalt anerkendt magasin, hvori han har navngivet hvalen. Dens latinske artsnavn har stærke referencer til det sønderjyske sprog.
Benjamin Ramassamy, fra Frankrig, har i tre år arbejdet på sit Ph D studie af en ca. 10 millioner år gammel fossil næbhval, som blev udgravet i 1986 af personalet ved det daværende Midtsønderjyllands Museum på Gram Slot, nu Museum Sønderjylland, Naturhistorie og Palæontologi ved Gram Lergrav.
Benjamin Ramassamys studie er for nylig blevet publiceret i tidsskriftet ”Zoological Journal of the Linnean Society”, og hvalen har fået et ganske finurligt navn. Den er blevet navngivet Dagonodum mojnum.
Slægtsnavnet Dagonodum refererer til et havuhyre, der optræder i en gysernovelle af H.P.Lovecraft (1890 – 1937). Artsnavnet mojnum henviser til Benjamin Ramassamys forundring over det sønderjyske sprog, da han for tre år siden kom til Danmark og ikke kunne ét ord dansk. I mellemtiden har Benmjamin taget sprogundervisning med eksamen i dansk og taler nu vores vanskelige sprog næsten flydende.

Spændende karaktertræk

Benjamin Ramassamy har blandt andet fundet frem til karaktertræk ved den fossile hval, der kan hjælpe i studiet af de nulevende næbhvaler.
I nutiden repræsenterer de den næststørste familie af hvaler bestående af 22 arter fra seks forskellige slægter. Nulevende næbhvaler lever langt til havs i oceanerne, hvor de udfører meget dybe dyk, og hvor de ved hjælp af ekkolokalisering jager efter fisk og blæksprutter.
Næbhvaler kan skabe et kraftigt undertryk i mundhulen til pludseligt at suge deres bytte ind i mundhulen og derefter sluge det. Tilpasningen til denne måde at spise på har resulteret i store ændringer i underkæbens form og i særligt kompakte knogler i over og underkæber, som danner den markante snude hvalerne har fået navn efter.
Blandt de nulevende næbhvaler har de fleste arter et stærkt reduceret tandsæt. I stedet har de voksne hanner særligt forstørrede par af tænder, som bruges i brunsttidens kampe om hunnerne, og hvormed de kan tilføje rivalerne lange flænger i flankens hud. Næbhvalhanner har derfor ofte lange lineære ar langs siderne.

Nye fund verden over

Indtil for nylig var listen over fossile næbhvaler ikke særligt omfattende, men nye fund i Peru, Sydafrika, Belgien, Italien, Spanien og Portugal har afsløret en ekstraordinær artsdiversitet i Miocæn – Pliocæn. De fossile næbhvaler bliver nu betragtet som den mest artsrige hvalfamilie repræsenteret ved 26 uddøde arter. Den beskrevne nye slægt og art fra Sønderjylland supplerer denne utrolige artsdiversitet og er det nordligste fund indenfor gruppen.
Næbhvalen fra Gram lergrav, Dagonodum mojnum, som Benjamin Ramassamy beskriver i sit studium, er det første eksemplar af sin art i Danmark – faktisk i hele Skandinavien. Hvalen er meget tæt i familie med en langsnudet type, som er fundet både i Italien og i Peru, men den adskiller sig fra den sidstnævnte ved kranieknoglernes konfiguration, øreknoglernes form og tilstedeværelsen af to par forstørrede ”kamptænder”
Tilstedeværelsen af fremtrædende ”kamptænder” hos D.mojnum, giver grund til at antage, at det fundne eksemplar er en han og at arten allerede havde en aggressiv adfærd i forbindelse med brunst og parring. Imidlertid rejser tilstedeværelsen af to par ”kamptænder” andre spørgsmål.
Hos den eneste nulevende slægt, Berardius, der også har to par ”kamptænder”, er det både han og hun, der besidder den slags tænder, hvilket de er alene om blandt de øvrige nulevende næbhvaler. Dette kunne tyde på, at man bør være forsigtig med at udlede noget om den beskrevne uddøde næbhvals køn, hvis udviklingen af fremtrædende ”kamptænder” har været mere almindelig hos begge køn i tidligere tider.
Dagonodum mojnum er fundet i Gram Lergrav i det ler, der i geologiske kredse er kendt som hørende til Gram Formationen. Leret er aflejret i et kystnært miljø på mellem 50 – 100 meters dybde. Dette nye fund underbygger antagelsen om, at tidligere mere oprindelige næbhvaler levede og jagede i kystnære miljøer i stedet for langt til havs på store dybder, som det er tilfældet med de nulevende næbhvaler. Det passer også med, at D. mojnum var knap så optimalt tilpasede til dybe dyk.
Dagonodum mojnum er den første fossile næbhval, der er blevet beskrevet fra en geologisk aflejring i Danmark og der er endnu én der mangler at blive undersøgt og beskrevet. Det vil Benjamin Ramassamy få mulighed for, idet Mette Steeman, overinspektør og Benjamins vedleder under Ph D -studiet, har skaffet lønmidler til Benjamin, så han, i løbet af yderligere et år, i en såkaldt Post Doc, kan få beskrevet en anden næbhval, der blev fundet i Gram Lergrav af gæster ved Museum Sønderjylland, Naturhistorie og Palæontologi i 2007.

Hvaler kan dykke dybt

Nulevende næbhvaler er i stand til at dykke dybt, ofte flere hundrede meter under havets overflade, for at jage efter blæksprutter. De bruger blandt andet en jagtmetode, som kan sammenlignes med en slags ”støvsuger” metode, idet de bruger deres mund og kæber, som en slags sugerør, med hjælp af hvilke hvalerne pludseligt suger blæksprutterne ind i munden.
De nulevende næbhvaler har derfor ikke længere brug for tænder i forbindelse med fangsten af deres byttedyr. Tænderne er reduceret bort. Hos mange arter af næbhvaler er det derfor kun hannerne, der har udviklet et forstørret tandpar, til brug i kampen om hunnerne. Hermed tilføjer de ofte rivalerne lange dybe sår langs flankerne. Det enkelte tandpar ses mange gange i kombination med en kraftig modifikation af kæbens knogler.
Benjamin Ramassamys Ph. D. afhandling beskriver en ny slægt og art af en fossil næbhval fra leret i Gram Lergrav, der har fået det videnskabelige navn, Dagonodum mojnum. D. mojnum tilhører en uddød gren af tandhvalgruppen kaldet Messapicetus og giver os ny viden om udviklingen af netop denne næbhval familie. Mojn-hvalen fra Gram leret var karakteriseret ved en forlænget kæbe med talrige tænder.
Til forskel fra de nulevende næbhvaler, fangede Dagonodum mojnum sin føde tæt på kysten, hvor nutidens næbhvaler lever langt ude i oceanerne, hvor de dykker dybt på jagt efter bl. a. blæksprutter. D. mojnums kraftige fortykkede tungeben antyder at D. mojnum var i stand til at bruge ”støvsuger” effekten, men knap så effektivt som de nulevende næbhvaler./pra