Børn løber naturen i Dyrehaven tynd
487 skolebørn snører løbeskoene i Dyrehaven
Onsdag løber 487 skoleelever fra 3-6. klasse Naturløbet i Dyrehaven i Haderslev. Naturløbet er en del af det landsdækkende sundhedsprojekt Aktiv Året Rundt. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Det gælder om at komme så hurtigt som muligt af sted gennem skovbund og op ad skrænter, når 487 skolebørn fra 3-6. klasse fra hele Haderslev løber naturløb på onsdag i Dyrehaven.
Naturløbet er en del af Danmarks største sundhedsprojekt for skoleelever, Aktiv Året Rundt, som er økonomisk støttet af Nordea-fonden. Projektets mål er, at børnene opnår sundere vaner og oplever, at det kan være sjovt at være sund. Når de løber Naturløbet, oplever de for eksempel motion i naturen på en ny og sjov måde sammen med kammeraterne.
Til Naturløbet er der supersprint på bane med elektronisk tidtagning og orienteringsløb, hvor det gælder om at finde så mange poster som muligt på tid.
Det er Orienteringsklubben HTF, som står for det praktiske på selve dagen, og klubben lover børnene en sjov og anderledes dag i naturen med sved på panden.
I år deltager 375.900 børn fra hele landet i Aktiv Året Rundt. Det svarer til to tredjedele af alle Danmarks skolebørn. Projektet har rod i UC SYD's nationale videncenter KOSMOS (KOst, Motion og Sundhed), som hører til på UC SYD's campus i Haderslev.
Gode og sunde vaner grundlægger vi i barndommen, så filosofien er, at Naturløbet kan give lyst til mere.
“Vi vil gerne vise alle de muligheder, der er for at dyrke sport i Danmark. Der er ikke kun håndbold og fodbold, men også kajak, floorball, brydning og meget andet, som vi også laver arrangementer på. Målet er, at der kommer flere børn i klubberne, så børnene får varige sunde vaner,” siger projektleder og lektor ved Center for Sundhedsfremme Anders Flaskager fra Aktiv Året Rundt.
Lærerne får også inspirationsmateriale, så de kan arbejde videre med motion i naturen sammen med børnene.