Fortsæt til indhold

Alsie får flere pladser på flyet

Flyselskabet Alsie Express har fået flere passagerer på flyene - og nu udvides antallet af sæder på udvalgte afgange

Arkiv
Mikkel Hansen

Alsie Express sælger flere billetter for tiden, og derfor øger flyselskabet nu antallet af sæder på udvalgte flyafgange.
"Vi har de seneste måneder oplevet en øget efterspørgsel på især vores morgen- og aftenafgange fra erhvervsrejsende. Derfor udvider vi nu antallet af sæder på de mest eftertragtede afgange," fortæller adm. direktør i Alsie Express, Lone M. Koch, til Lokalavisen.
Alsie Express råder over to fly - et med 48 sæder og et med 64. Til dagligt flyver selskabet med 48 sæder, men når en afgang er eftertragtet, vil selskabet fremover indsætte flyet med 64 sæder. Det kræver blot en ekstra stewardesse.

Flere i september

I september oplevede selskabet en stigning i antallet af passagerer på 10 procent på ruten mellem Sønderborg og København.
"Vi har lavet en række tiltag for at tiltrække flere passagerer, og det er glædeligt at mærke, at det bliver godt modtaget. For eksempel er flere virksomheder begyndt at bruge vores klippekort. Åbningen af NaturErhvervsstyrelsen i Augustenborg har også givet lidt flere passagerer," siger Lone M. Koch.

Større overskud

Alsie Express har ellers oplevet en mindre passagertilbagegang på 500 fra regnskabsåret 2014/15 til 2015/16. Tilgengæld har selskabet fløjet lidt færre afgange i forbindelse med bl.a. ferieperioder, og dermed er belægningsprocenten steget med to procent.
Det giver et overskud på 618.000 kroner i 2015/16 mod 590.000 kroner året før. Egenkapitalen blev forbedret med en halv million.
Alsie Express oplever også god vækst på markedet for charterflyvning. Specielt sommerens flyvninger med det tyske fodboldlandshold ved EM i Frankrig har vakt så stor opsigt, at flyselskabet nu modtager henvendelser om lignende flyvninger fra både idrætsklubber og nationale forbund over hele Europa.