Fortsæt til indhold

Mødrehjælpen åbner for julehjælpsansøgninger

Få en håndsrækning til at give børnene en god juleaften

Arkiv
Arkiv

Udsatte børnefamilier har fra torsdag 6. oktober mulighed for at søge om julehjælp, når Mødrehjælpen åbner for ansøgninger om julehjælp via sin hjemmeside. Mødrehjælpen uddeler hvert år julehjælp til udsatte børnefamilier, så børnene i de hjem også kan få en juleaften at glæde sig til.
“Julen er en vigtig tid i børns liv. Hele december ser man frem til og tæller ned til årets fest 24. december. Men for rigtig mange børnefamilier, er der hverken økonomi eller overskud til julemad eller julegaver. I stedet bliver december én lang mavepine, fordi man ved, at man må skuffe sine børn på årets vigtigste aften,” siger Heidi Lausen Purup, kommunikationschef i Mødrehjælpen

En juleaften at glæde sig til

Mødrehjælpen frygter, at der særligt i år vil være ekstra mange familier, som har behov for julehjælp, efter kontanthjælpsloftet trådte i kraft 1. oktober. Kontanthjælpsloftet rammer især enlige forsørgere hårdt, og Mødrehjælpen forudser, at det vil få konsekvenser for rigtig mange børneliv – også op til jul.
”Børn er ikke herrer over deres forældres økonomi. Det kan være rigtig hårdt at være den eneste i klassen eller børnehaven, der ikke har nogen glædelige oplevelser at dele med kammeraterne efter juleferien. Derfor samler vi ind, så børnene i de familier også kan få en gave og julemad juleaften - alt det vi andre forbinder med en hyggelig jul,” siger Heidi Lausen Purup.
Man er dog ikke garanteret julehjælp, fordi man er ramt af kontanthjælpsloftet. Det er nemlig kun muligt for Mødrehjælpen at uddele julehjælp til de familier, som overholder Mødrehjælpens generelle kriterier for julehjælp, og som det lykkes organisationen at samle ind til.
Kriterierne er blandt andet, at man skal have hjemmeboende børn under 18 år, man skal have et lavt rådighedsbeløb, og man skal have været ude for en særlig hændelse i løbet af året, som gør hverdagen og økonomien svær at overskue fx en ulykke, alvorlig sygdom, skilsmisse eller dødsfald i familien. Julehjælpen søges på: www.moedrehjaelpen.dk/sog-julehjaelpdietz