Fortsæt til indhold

Red Barnet i Fredericia søger formand

Arkiv
Arkiv

Red Barnet Fredericia rækker året rundt ud til et stigende antal udsatte børn i lokalområdet med tilbud om sommerlejre, ture, oplevelser og udflugter. Men nu står foreningen uden formand, og bestyrelsen har derfor fokus på at finde en kandidat, som kan stille sig i spidsen for Red Barnets arbejde.

“Vores tidligere formand, Inger Nielsen, har set sig nødsaget til at trække sig fra formandsposten. Lokalforeningen er særdeles velfungerende med mange spændende projekter såsom to familieoplevelsesklubber, der dels retter sig mod socialt udsatte familier, dels retter sig mod traumatiserede veteranfamilier. Endvidere arrangerer vi sommerlejre og julehjælp og deltager i Red Barnets årlige landsindsamling. Samtidig har vi en sund økonomi. Så der er rigtig meget godt, som vi ønsker at værne om og udvikle i den kommende tid. Derfor er det vigtigt, at vi finder en god formandskandidat, som sammen med resten af bestyrelsen kan tage hånd om Red Barnets arbejde i Fredericia kommune,” påpeger Line Troen, som er næstformand i lokalforeningen.

Red Barnet Fredericia blev stiftet i 2010.

“Mange forbinder Red Barnet med katastrofehjælp til børn i den tredje verden, hvilket også er en meget stor del af vores indsats som landsorganisation. Men vi er også meget optaget af, at børn i Danmark har et godt børneliv. Det nye kontanthjælpsloft betyder eksempelvis at mange børn vokser op i familier, hvor det bliver svært at finde penge til fritidsaktiviteter, ferier, oplevelser og fødselsdage – alt det som vi forbinder med en tryg og god barndom i Danmark. Vi søger en formand, som vil stå sammen med os i denne kamp for de udsatte børn i vores lokalområde,” siger Line Troen, som gerne hører fra interesserede på tlf. 21 60 37 78.