Fortsæt til indhold

Milliontilskud til spejderlejr

Region Syddanmark giver 1 mio. kroner til Spejdernes Lejr. Kommune havde søgt om 3,4 mio. kroner

Arkiv
Arkiv

Spejdernes Lejr, som holdes 22.-30. juli 2017 i Sønderborg, gør regionen synlig og attraktiv.
Det mener regionsrådet i Region Syddanmark, som netop har bevilget en million kr. fra sin kulturpulje til Sønderborg Kommunes værtskab for megalejren.
Regionen skriver i en meddelelse om bevillingen til Sønderborg Kommune, at lejren vil øge internationale samarbejdspartneres kendskab til Syddanmark, og at projektet har stort besøgspotentiale og øger turismen og turismeomsætningen.
Pengene skal understøtte, at lejrdeltagere og gæster oplever Sønderborg-områdets særlige kulturelle fyrtårne og aktiviteter med særlige sønderjyske traditioner og specialiteter. Samtidig vil regionen støtte formidling, som kan få besøgende til at komme igen.
Oprindeligt havde Sønderborg Kommune ansøgt regionen om ca. 3,4 mio. kr. til lejren.
"Men vi er også glade for 1 mio. kr. Det viser, at regionen gerne vil involvere sig og ser mulighederne i, at lejren holdes her," siger Mikkel Harritslev Nielsen, leder af Sønderborg Kommunes projektkontor for Spejdernes Lejr.
Kommunens budget for værtskabet og anlæg af nye faciliteter på Kær Vestermark, hvor lejren skal holdes, er i alt 37 mio.kr., hvoraf de 6 mio. kr. er beregnet som tilskud fra eksterne fonde og puljer.
"Vi har ansøgninger inde hos en række fonde, og på flere fronter har vi en god dialog, så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til at nå i mål," siger Mikkel Harritslev Nielsen.