Værestederne skal fortsat styrkes
Udsatte i Haderslev Kommune får fortsat hjælp på egen hjemmebane
Der er så gode resultater med at hjælpe socialt udsatte borgere på værestederne i Haderslev Kommune, at projektet fra 2017 bliver indarbejdet i den almindelige drift. Det betyder, at udsatte borgere fortsat kan få hurtig hjælp og støtte ude på værestederne.
Det giver god mening for socialt udsatte borgere i Haderslev, at de bliver støttet på egen hjemmebane – på værestederne, hvor mange har deres daglige gang. For knap tre år siden satte Haderslev Kommune gang i Projekt SIV - styrkelse af værestedernes rolle i den sociale indsats. Projektet har så gode resultater, at det fra 2017 bliver indarbejdet i den almindelige drift.
”Det her er virkelig noget, der rykker, og derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi skal køre videre med SIV og gøre det permanent. Borgerne oplever, at der er sammenhæng i den hjælp, de får, og at den er meningsfuld. Det er med til at styrke borgernes situation – såvel fysisk som psykisk”, siger Holger Mikkelsen, formand for Voksenudvalget.
SIV handler om både en fremskudt misbrugsindsats, styrkelse af støttekontaktperson-ordningen, flere aktiviteter for borgerne og fremskudt tværfaglig sagsbehandling. Sidstnævnte har blandt andet betydet, at sagsbehandlerne er begyndt at have faste dage på værestederne, hvor de kan hjælpe borgerne.