Fortsæt til indhold

Tabu, benægtelse og den svære tillid

Ung Revers er et gratis tilbud til alle børn og unge, der er vokset op i familier med misbrug. Inge Skrostrup og Judith Warny står klar til at give børn og unge værktøjerne til en bedre selvforståelse og positiv udvikling trods svære vilkår

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Judith Warny har lige tændt for varmen i Ung Revers' lokaler i Vestergade nr. 18. Det er koldt udenfor, men her er rart at være. Judith Warny og Inge Skrostrup byder indenfor til en snak om livet som barn af en misbruger, de udfordringer det giver senere i livet og Ung Revers' tilbud, der kan hjælpe børn og unge til at forstå sig selv og de svære følelser.
Begge har lang erfaring som alkoholbehandlere, og har arbejdet for Lænken siden 2011 og 2012. Nu skal de to stå i spidsen for det nye tilbud i Køge, som er åbent og gratis for børn og unge op til 24 år.
"Der er en tendens til kun at behandle den, der drikker. Men afhængighed opløser de gode relationer. Der er en kendt alkoholbehandler i Norge, der engang satte det billede på, at det svarer til, at en familie kører i en bil sammen, og så forulykker den. Men man behandler kun, den der sidder bag rattet. Det er vigtigt at få de pårørende med, for de pårørende er mindst ligeså følelsesmæssigt slidte, som den der har misbruget. Men også for den der drikker, fordi det har vist sig, at alkoholbehandlingen får en langt bedre effekt" forklarer Judith Warny.
Når man vokser op i en familie, hvor misbrug er hverdag, kan det være svært at finde tillid i de menneskelige relationer. I familierne er misbruget forbundet med tabu, og den drikkende benægter ofte tingenes tilstand.
"Nogen tror, at alkoholproblemer er manden på bænken, men der bliver faktisk drukket allermest i de velstillede kommuner. For mange af de børn der vokser op i en velstillet familie, med det rigtige tøj og madpakker i skoletasken, dem kan det være endnu sværere at se," siger Judith Warny.

Antennebørn

Det svære familieliv betyder ofte, at stemningen i hjemmet kan være anspændt og præget af enten tavshed og afstand eller larmende konflikter.
"Børn, der er vokset op i hjem med alkohol- og stofproblemer, oplever, at alting fordrejes. Noget af det der kendetegner familierne, er at der er så meget benægtelse. Hvis børnene italesætter det, de oplever, så bliver det mødt med 'sikke noget sludder, hvor har du det fra'. Det gør, at det for børnene og de unge er rigtig svært at bygge deres identitet op, fordi de ikke stoler på det, de selv oplever. Det betyder, at de i stedet for at finde fokus i sig selv, så finder de fokus udenom. Mange af disse børn og unge har udviklet sig til at være 'antennebørn', det vil sige, at de hele tiden har antennerne ude, og prøver at spotte, hvordan andre har det, og hvad de kan gøre for at passe ind. Det giver dem rigtig store udfordringer," fortæller Inge Skrostrup.

Svigtet af omgivelserne

Mange af de børn der lever med misbrugere, har på et tidspunkt prøvet at fortælle om deres situation til eksempelvis en lærer eller andre tæt på. Desværre bliver der ikke altid ageret på det, da det for mange kan føles som unødig indblanding at spørge ind til familiens privatliv.
Det samme gælder i forhold til den ikke-drikkende pårørende, der kan virke passiv og derfor bliver i det usunde familieliv.
"Mange børn føler sig svigtet af den pårørende, fordi følelserne bliver fordrejet. Som pårørende er man fortvivlet, så man kan have en vred attitude. Børnene kan nogen gange tænke, at den ikke-drikkende altid skælder ud, og altid er så sur. Så alle i familien er i en følelsesmæssig rutsjebane. Den ikke-drikkende kan jo godt tænke, at de har været buffer, og det har de måske også, men derfor kan barnet godt stadigvæk tænke "hvorfor har du ikke sørget for, at vi kom væk"?," siger Judith Warny.

Det svære voksenliv

Inge Skrostrup fortæller, at rigtig mange unge med problemer går gennem ungdomsårene, uden at se sammenhængen mellem hvordan de har det, og den opvækst de har haft. Det er ofte først, når de bliver ældre, de indser, at de har det svært og eventuelt søger hjælp.
"Det vi har erfaring for med behandlingen, det er, at de unge hele livet har følt sig forkerte. De har følt, at de er anderledes end de andre. Vi prøver så at give dem en forståelse for, at de rent faktisk reagerer fuldstændig normalt på en unormal opvækst," forklarer Judith Warny, og fortsætter:
"De unge der ikke selv udvikler et misbrug, de mistrives på andre måder. De har svært ved at vide, hvem de egentlig er. De har øget risiko for angst og depression, nogen udvikler spiseforstyrrelser. De har svært ved at finde fokus og tage beslutning om, hvad de vil i livet. De ødelægger ofte deres egne parrelationer. Det er tit, når de selv bliver forældre, eller skal indgå i intime relationer, at de opdager, at de ødelægger det for dem selv. Enten ved at være virkelig jaloux, angst for at blive forladt eller tester sin kæreste. Det grundlæggende er, at der er mangel på tillid, fordi de mennesker vi skal have tillid til, ens forældre, dem kunne de ikke have tillid til. Så mange af dem tænker; jeg klarer mig selv, og jeg skal ikke have tillid til nogen."

Familiesamtaler og gruppeforløb

Behandlingstilbuddet i Ung Revers kan blandt andet være familiesamtaler. Det gælder især børn og unge under 16 år.
Her er det vigtigt, at den ikke-drikkende er med, og kan fortælle, hvad der sker i familien og ikke mindst give svar på ting børnene går med. Det virker helende på børnene at høre deres pårørende fortælle. Den drikkende – eller rettere ex-drikkende kan også være med, men det forudsætter, at der er tale om en stabil afholdenhed, og at der ikke længere er benægtelse.
De unge over 16 år kan både få individuelle samtaler og/eller deltage i gruppeforløb. Gruppeforløbene løber over ti gange, hvor otte til ti unge samles cirka hver fjortende dag. Man behøver ikke bekymre sig om, hvad man nu skal fortælle, eller om det kun handler om følelser, forløbet er nemlig tilrettelagt med nogle helt fast temaer.
Ung Revers er et gratis tilbud, og du kan ringe eller sende en SMS til 23700688 / 23708942, eller mail: koge@ungrevers.dk.
Inge Skrostrup og Judith Warny vil være at finde i Vestergade nr. 18, mandage og tirsdage. Da projektet stadig er i opstarten, vil det dog være bedst at ringe eller skrive en SMS først.