Hjerter fra Roskilde
Roskilde-gruppe har samlet 50.000 kroner ind til flygtninge ved at sælge armbånd.
Måske du har set dem i årets løb, når de har solgt armbånd ved byparkskoncerter, på festivalen, dyrskuet og mange andre steder i byen. Gruppen bag kalder sig Hearts of Roskilde. Siden september sidste år har de samlet 50.000 kroner ind ved at sælge armbånd. Pengene har de foræret til fire internationale flygtningehjælpsorganisationer, der alle har en lokalafdeling i Roskilde, nemlig Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og Dansk Flygtningehjælp. Ved at forære pengene væk, har de opfyldt det mål, de satte sig sidste år, og gruppen har nu opløst sig selv.
Starten
Ideen om hjerterne startede med et møde i Byens Hus, hvor omkring 80 personer mødtes for at udtænke planer for, hvordan de kunne hjælpe flygtninge på andre måder end ved at samle tøj ind, som på det tidspunkt strømmede ind i sækkevis til flygtningene, der var strandet på Lesbos. Louise Jacobi og Tom Smidth var nogle af de mange, der var mødt op til mødet, hvor ideerne om, hvordan man kunne hjælpe, fløj gennem lokalet.
Pengene har ynglet
Louise Jacobi er imponeret over, hvor nemt det har været at samle de mange kroner ind. Hun skrev for eksempel til Lions. Fortalte om ideen, og fik straks 3.400 kroner, de kunne købe armbånd for. Og det er disse penge, der på et år har ynglet og er blevet til de 50.000 kroner, gruppen nu har givet videre. Mange roskildensere og også virksomheder har bakket op om armbåndene. Blandt andet har Andersen & Enig, Museet for Samtidskunst og andre butikker købt en bunke armbånd, som man stadig kan købe nogle steder. - Vores mål var egentlig bare at samle mere ind end man selv ville betale. Og det mål har vi for længst nået, siger Louise Jacobi. Både hun og Tom Smidth er glade for, at opleve, at man kan gøre en forskel selv, når bare man står sammen og har en ide. - Vi var en gruppe på fem almindelige mennesker, der udnyttede, de muligheder, der var for at få noget til at ske. Vi håber på, at andre vil lade sig inspirere af os, siger Tom Smidth.
Nye ideer dukker op
Både Louise Jacobi og Tom Smidth er engageret i asylcentret på Sct. Hans, der lukker ned i løbet af oktober, og de har ofte været forbi flere gange om ugen. De mener, det er ærgerligt, da centret både fungerer godt, har været samlingspunkt for mange, og fordi det også er bynært. - Integrationen har fungeret godt på stedet, og asylansøgerne er blevet mødt med en enorm velvilje, siger Louise Jacobi og fortsætter: - Centret viser, at der er stor forskel på, hvad landspolitikerne siger, og hvad befolkningen mener. Både Louise og Tom Smidth har fået venskabsfamilier, der er flygtet til Danmark, og som nu har fast bopæl i kommunen. De er spændte på, hvordan de mange frivillige, der har haft forbindelse med asylansøgerne i Roskilde, vil gøre nu, hvor centret lukker, men de er sikre på, at der nok skal poppe ideer op. - Der er stadig brug for at yde en indsats. Vi skal ikke glemme, at der stadig er mange flygtninge rundt omkring i verden, de har bare sværere ved at komme til Danmark, siger Louise Jacobi. ag@roskildeavis.dk 'Vi var en gruppe på fem almindelige mennesker, der udnyttede, de muligheder, der var for at få noget til at ske. Vi håber på, at andre vil lade sig inspirere af os'