Fortsæt til indhold

Ingen håndsrækning til hjemløse

Enlige mødre må blive på vennernes sofa i længere tid

Arkiv
Anette Gundlach

DF og Venstre forsøgte på onsdagens byrådsmøde at få flere hjemløse i Roskilde ind i boliger og væk fra den akutte boligliste. Den tæller i øjeblikket omkring 400 personer. Halvdelen på listen er flygtninge, mens resten er folk, der er blevet boligløse på grund af skilsmisser, sygdom eller andre ting, der har ramt dem I øjeblikket fordeles boligerne på listen så halvdelen går til flygtninge, mens den anden halvdel går til andre indenfor kommunegrænsen. Men da Roskilde i den kommende tid får færre flygtninge end foventet, foreslog Venstre og DF, at fordelingen skulle laves om, så 35 procent af boligerne skulle gives til flygtninge, mens de 65 procent skulle gå til andre. Bent Jørgensen fra Venstre forklarede, at flygtningene allerede har en midlertidig bolig, de kan bo i. - Ved at lave om på fordelingen, vil de skulle sidde lidt længere under det midlertidige tag, siger Bent Jørgensen og fortsætter: - De hjemløse borgere derimod har absolut intet tag over hovedet, de må nøjes med at sove på sofaer sammen med deres børn hos deres venner. Det kunne vi ændre allerede fra den næste måned. Samtidig mener politikeren, at man roligt kan gå ud fra, at antallet af hjemløse stiger i den kommende tid på grund af kontanthjælpsloftet. DF og Venstre kunne ikke få overbevist de andre partiet om det fornuftige i at ændre på procenterne i fordelingen.

Flere boliger

Flere af de andre partier forklarede, at de ikke kunne stemme for en ændring af procenterne, fordi de mente, det var forskelsbehandling. - Det er ikke forskelsbehandling, det drejer sig ene og alene om at prioritere dem, der har det største behov, siger Bent Jørgensen. I stedet slog flere af de andre politikere på, at der snart skal bygges nyt alment byggeri i Roskilde. - Så må den enlige mor bare vente et par år endnu på sofaen, sagde en tydeligt frustreret Gitte Simoni fra DF. I nabokommunen Køge er hver fjerde bolig reserveret til flygtninge. ag@roskildeavis.dk