Raske søskende var på weekendtur
Hjerteforeningen tog på Fredericia Vandrehjem med søskende til hjertesyge børn
Hjerteforeningens Børneklub var i weekenden på Fredericia Vandrehjem med raske søskende til hjertesyge børn. At have en hjertesyg søster eller bror kan være en udfordring, som raske søskende nogle gange må slås med på egen hånd. Derfor kan det være en stor hjælp at møde andre børn og unge i samme situation.
Det var anden gang at Hjerteforeningens Børneklub samlede raske søskende til hjertesyge børn. Første weekend, som blev afholdt sidste år, var en kæmpe succes.
Raske søskende til syge hjertebørn kan tit føle sig overset, og mange af deres venner kan ikke forstå deres tanker og følelser. 12 årige Maya My fra Nørre Alslev har en hjertesyg lillebror, og hun kender godt følelsen af at føle sig overset og alene med sine tanker og følelser.
“Jeg kan godt blive bange og ked af det, fordi min lillebror er hjertesyg, og det kan være svært at snakke med mine venner om, da de aldrig har været i samme situation, og derfor er det rigtig rart at møde andre raske søskende. Vi har en anden forståelse for hinanden,” siger Maya My.
“Vi får også en masse gode og sjove oplevelser sammen i løbet af weekenden, og det er rart, at det er os, som er i centrum. Jeg kan godt blive lidt misundelig på min lillebror, da jeg føler at mine forældre bedre kan lide ham, da han får meget opmærksomhed på grund af sin sygdom. Jeg ved jo egentlig godt, at det ikke er rigtigt, men det er godt at få snakket om alle sine tanker og følelser med de andre søskende eller med Hjerteforeningens sygeplejersker,” siger Maya My.
Et par sygeplejersker fra Hjerteforeningen gennemførte samtalegrupper med de deltagende søskende. Sygeplejerske Mia Jandrup var også med sidste år.
“Børnene får i løbet af weekenden mange nye venner, og de får derigennem skabt et netværk, som giver dem et frirum, hvor det er nemmere at snakke om de ting, som er svære,” siger Mia Jandrup.
På weekendturen i Fredericia deltog 30 børn fra hele landet i alderen 8-15 år.