Fortsæt til indhold

Lokal forfatter fuldender sin fantasy-trilogi

Haidi Klaris afrunder beretningen om dæmonherskerens arving i sin tredje bog - og u har hun kastet sig over en spøgelseshistorie

Arkiv
Martin Rasmussen

I efterårsferien er der fantasybogmesse på Herlufsholm Kostskole, og for Køgeforfatteren Haidi Klaris er messen en ganske særlig begivenhed, for den markerer blandt andet præsentationen af den sidste bog i hendes trilogi med den ildevarslende titel, Dæmonherskerens Arving.
Den nye bog hedder "Sjælens pris" og udgives som de to første bøger i serien af forlaget Tellerup, og Haidi Klaris ser naturligvis frem til at give læserne afslutningen på historien i den verden, hun selv har opbygget og tilbragt en hel del tid i gennem de seneste tre år.
"Det er fantastisk at møde læserne. Det giver mig meget at se, hvordan folk har oplevet bøgerne. De læser dem på vidt forskellige måder, og det er bare dejligt, at nogle finder glæde ved det, jeg skriver," fortæller hun.
Haidi Klaris har i de sidste mange år arbejdet i medicinalbranchen, men samtidig har hun altså fundet tid til at etablere sig som forfatter. Det er ikke mindst genren "young adult fantasy", der interesserer hende. Twilight og Harry Potter er andre eksempler i denne genre, som Dæmonherskerens Arving også tilhører.
Og hvad så nu, kan man passende spørge forfatteren, der har fuldendt flere års arbejde med sin trilogi og altså siger farvel til det univers, hun har opbygget gennem tre bøger.
"På en måde er det med en vis en lettelse. Jeg begyndte at skrive den første bog i 2013, og jeg synes, det er rart at have sluppet det og skrive noget helt andet nu, fortæller forfatteren, der dog ikke vil afvise at hun vender tilbage til det senere.
I øjeblikket skriver hun dog på et udkast i en helt anden boldgade - hun har nemlig kastet sig over at fortælle en spøgelseshistorie.