Lilla tunger og fremtidsvisioner
KØS har åbnet sin nye udstilling på forpladsen foran museet, hvor gæsterne blandt andet skal forholde sig til et væld af lilla tunger mellem de 111 hvide plateauer
Sidste weekend var der åbningsfest for den nye udstilling på KØS - Eksperiment 111 Ann Lislegaard, Lea Porsager og Tove Storch - som er endnu en i rækken af udstillinger, hvor museet åbner sig mod omverdenen ved at benytte sin forplads som ramme for udstillingen.
Som museum for kunst i det offentlige rum er det oplagt for KØS at bryde ud af bygningens rammer i forbindelse med nogle udstillinger. Med Ann Lislegaards forplads med 111 hvide plateauer har man fået den perfekte ramme, og en del af den nye udstilling tager i den grad afsæt i forpladsens indretning. Den opmærksomme forbipasserende vil således ikke kunne undgå at bemærke de mange lilla tunger, der nu skyder op i sprækkerne mellem de mange plateauer.
Tungerne er Lea Porsagers bidrag til den nye udstilling, som Ann Lislegaard og Tove Storch også har bidraget til. Til Eksperiment 111-udstillingen har hun med værket Vulgus besat museets forplads med i alt 137 lilla tunger, der noget ildevarslende skyder op af betonelementerne og antyder et selvstændigt liv under de hvide overflader.
"Antallet 137 er ikke tilfældigt, idet tallet 137 er et tal med en række egenskaber både i matematikken, fysikken og kemiens verden, som gør det til et tal omgærdet af mystik. Den lilla farve symboliserer ophøjethed, fascinerende magi og erotik," lyder det om værket.
Ann Lislegaard, som altå er kunstneren bag selve pladsen De 111 hvide plateauer i 2014, har til udstillingen ”Eksperiment 111” skabt et lysværk i hvid neon, der fra gavlen af museet både oplyser og kommenterer pladsen med de syv ord ”Come Let Me Show You The Future”. Ordene tændes og slukkes individuelt og skaber hele tiden nye sætninger.
"Med citatet peger Ann Lislegaard på sin intention for pladsen, der kan ses som et mulighedsrum for fremtidens kunstprojekter, begivenheder og møder og dermed også et frirum for forestillinger om fremtiden for museet, kunsten, byen og borgerne," lyder det om denne del af udstillingen.
Endelig har også Tove Storch bidraget med et antal malerier på silke, som er spændt op på jernrammer og i lag lagt ind i to tredimensionelle jernrammer, som er placeret inde i montren på forpladsen.