Fortsæt til indhold

Trekantbrand reparerer stadig grej

Først næste år er de sidste brandbiler repareret og renset

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Det kommer til at fortsætte ind i næste år,” siger beredskabsdirektør Lars Nordahl Lemvigh fra Trekantområdets fælles brandvæsen, Trekantbrand.
Under storbranden på Fredericia Havn i februar mistede brandvæsenet syv køretøjer. Et enkelt gik tabt i flammerne, mens de andre tog så meget skade under slukningen, at de bagefter måtte kasseres.
Mange af skaderne skyldtes kemisk tæring: En særlig rust-lignende, hurtig tæring af elektronik og elektriske dele.
I nogle køretøjer førte tæringen til, at udstyret brød sammen allerede på dagen eller dagen efter. I andre køretøjer gik der et par dage, før problemerne blev uoverstigelige.
“Men vi kunne hurtigt se, at i alt syv køretøjer måtte kasseres helt. De kunne ikke repareres,” siger Lars Nordahl Lemvigh.
Yderligere syv køretøjer blev sat under observation i et halvt års tid. Først nu kan man sige noget endeligt om skadernes omfang.
“Seks eller syv køretøjer skal til reparation og kemisk rensning. Beredskabet kan ikke undvære dem alle på én gang. Så vi er nødt til at sende ét køretøj ad gangen,” siger Lars Nordahl Lemvigh.
Dermed er de sidste reparationer først gennemført et års tid efter storbranden.

Forsikring

Skaderne på brandvæsenets udstyr og køretøjer løber op i flere millioner kroner. Men regningen ender hos Trekantbrands forsikringsselskab, fortæller Lars Nordahl Lemvigh.
Under branden blev der tilkaldt assistance fra en lang række andre beredeskaber. Og flere af dem har også fået problemer efter den kemiske tærring og lignende.
Men skaderne gik i sær ud over de lokale køretøjer, fordi de ankom først til brandstedet og dermed var mere udsat for stofferne end de andre.
Brandstationen i Fredericia holdt øvelse, netop som alarmen indløb. Derfor kunne indsatsen hurtigt opjusteres. Men eksplosionsfare og andre udfordringer på brandstedet gjorde, at den aktive brandindsats stod helt stille i tre timer.