Fortsæt til indhold

Klokkeren er kæmpestor

Aldrig før har en musicalproduktion - og et forsalg - på Fredericia Teater været så stor

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Vi bruger en lille kilometer af de her bjælker og lægter,” siger teaterchef Søren Møller og peger på teatersalens vægge.
Som en del af scenografien på 'Klokkeren fra Notre Dame' er der bygget trækonstruktioner helt ud over publikum. I virkeligheden er de ikke af træ, men af andre materialer, som et hold af teatrets scenefolk gennem længere tid har “forvandlet” til gamle træbjælker. Og det er dem, der er brugt en lille kilometer af.
“Vi har købt et nyt lydsystem, som er det første af sin art herhjemme. Det vil give publikum - uanset hvor i salen de sidder - en fantastisk lyd og surround-effekt. Samtidig er der subwoofere (kraftige bas-højttalere) monteret, som kan få hele salen til at vibrere,” siger Søren Møller.
Subwoofernes vibrationer bruges blandt andet under forestillingens store brand.
Folk, som har været til stede ved rigtige brande, har oplevet teatrets simulation i lyd og lys.
“Og effekten er så stærk, at de siger, at de kan mærke varmen,” siger Søren Møller.
Det nye lydanlæg er en investering på flere millioner kroner. Og det kræver en næsten rumstation-agtig styring.
“Det er en investering i den aktuelle forestilling, men og også i teatrets fremtid. For det kan selvfølgelig bruges til andet og mere end denne forestilling.”

Scenen og musikerne

Når 'Klokkeren fra Notre Dame' ruller over scenen, ruller en del af publikum med.
“En del af publikum placeres på scenen, hvor de indgår i scenografien. Det er lidt svært at forklare, men jeg kan garantere, at de pågældende får en oplevelse ud over det sædvanlige. Bare vent og se,” siger Søren Møller, som beroliger de pågældende med, at de ikke skal optræde.
Scene-publikummet vil blive instrueret og klædt på til lejligheden. Og de kirkebænke, de placeres på, flyttes rundt under forestillingen.
“Vi ved, at mange ser vores forestillinger mere end én gang. Og jeg tror, at mange gengangere vil være interesseret i at opleve forestillingen på denne helt særlige måde,” siger Søren Møller.
De 14 musikere, der levere tonerne til forestillingen, placeres ikke i den sædvanlige orkestergrav. Den er nemlig fyldt op af tekniske dingenoter og elektronik til scenens megen mekanik.
“Så musikerne sidder helt nede i kælderen, hvorfra de via skærme følger med i forestillingen og leverer sublim og live musik,” siger Søren Møller.

Størrelse er ikke alt

Under forberedelsen af den store millionmusical er en lang række nye idéer prøvet af.
“For os handller det ikke om, at hver forestilling skal være større end de forrige: Det handler om, hvordan vi bedst fortæller lige netop den historie, vi arbejder på nu. Derfor har vi også under arbejdet med 'Klokkeren' forkastet nogle scenetekniske effekter, som ganske vist ville have set fantastiske ud - men som ikke ville fremme fortællingen,” siger Søren Møller.
Men det ændrer ikke på, at scenografien og den tekniske produktion denne gang bliver teatrets største nogensinde. Og det påvirker stemningen blandt de mange medvirkende.
“Da vi præsenterede Benjamin La Cours scenografi for de medvirkende, sad de med åben mund og polypper. Der var klapsalver og sågar nogle, der klemte en tåre,” siger han.


Forestillingen er absolut ikke for små børn

Søren Møller Fredericia Teater