Øget indsats for Als-Fyn-bro
Nyt sekretariat og ny komité skal arbejde for bro mellem Als og Fyn
Sønderborg Kommune opruster nu i kampen om en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Det sker ved at oprette et sekretariat og nedsætte en brokomité i samarbejde med Fåborg-Midtfyn Kommune.
De to kommuner har nedsat en tværkommunal styregruppe, som organiserer samarbejdet om den faste forbindelse. Den betjenes af et fælles sekretariat, som begynder sit arbejde allerede 15. november.
Leder af det nye sekretariat bliver den 50-årige Cand.scient.pol. Jes Schwarz-Hansen, der har 20 års erfaring som projektleder og administrationschef.
"Det bliver Jes første opgave at nedsætte en brokomité bestående af 20-25 erhvervsfolk og politikere, som skal synliggøre, udbrede og skærpe argumenterne for en fast forbindelse mellem Als og Fyn," siger borgmester Erik Lauritzen om ansættelsen.
Møde med ministeren
Tiderne er gunstige for at rykke på projektet, fordi transportminister Hans Christian Schmidt vil undersøge mulighederne for flere offentligt-private partnerskaber til at finansiere ny infrastruktur. Han har derfor indkaldt pensionsselskaber og kommuner for at blive præsenteret for konkrete projekter. Med et solidt forarbejde håber Sønderborg og Fåborg-Midtfyn kommuner at blive inviteret til runden.
Kommunaldirektør Tim Hansen glædfer sig over at have fået en erfaren projektmand som sekretariatsleder til at skubbe projektet frem.
"Jes vil i arbejdet med broforbindelsen kunne bruge sine 20 års projektledererfaring fra Institut for Menneskerettigheder, hvor han bl.a. har implementeret og udviklet strategien for et retshjælpsprojekt i Rwanda, og hvor han for Danida har assisteret Tyrkiet med at tilpasse sig EU's krav til optagelse," siger Tim Hansen.
Samarbejde med privat initiativ
Foruden Jes Schwarz-Hansen består sekretariatet af en kommunikationsmedarbejder ansat af Fåborg-Midtfyn Kommune. Det tværkommunale team får også som opgave at samarbejde med det private initiativ, Foreningen Als-Fyn Broen, der har som vision, at anlægsarbejdet skal være begyndt senest 2020.
"Jeg er virkelig glad, når jeg sammen med kolleger og medarbejdere formår at overvinde barrierer," siger Jes Schwartz-Hansen.
Han glæder sig derfor over at kunne benytte sin erfaring og sine kompetencer til at bane vejen for en broforbindelse. Jes Schwartz-Hansen flytter til området med sin kone og to børn.