Fortsæt til indhold

Et hjerterum for litteraturen

Louisa Schønnemann Bøttkjær blev træt af nyttetænkning og nedskæringer i centraladministrationen. Nu har hun skabt et asyl for litteraturelskere og nostalgikere på Ordrupvej 48 B

Arkiv
Af Jesper Bjørn Larsen

con amore Et håndskåret kalaha-sæt fra Ghana troner på en blå pude ved siden af en blød abe lavet i jernbanefløjl. Økologisk trælegetøj og bløde bamser er to af fliserne i den mosaik, Louisa Schønnemann Bøttkjær har sat sammen i Rutiner og Ritualer, Ordrupvejs nye boghandel i nr. 48 B, hvor man også kan købe te og kaffe to go. Den nye butiksejer har besluttet sig for ikke alene at samle stafetten op efter Michael Buhl, der lukkede sin boghandel i nr. 66 for snart tre år siden, men også efter Ninkaninus, legetøjsbutikken, der lukkede på Ordrup Torv for 3½ år siden. “I virkeligheden er jeg jo på lidt af et nostalgitrip, for der er masser af ting fra min egen barndom,” smiler hun, mens hun viser rundt i ‘børneafdelingen’, hvor varerne enten har en kognitiv funktion eller en litterær reference. Plasticspande og lyssværd er der ingen af på hylderne, der til gengæld bugner med den gode gamle børnelitteratur: Astrid Lindgren, Tove Jansson og Ole Lund Kierke-gaard, osv.

Trængte til at skabe

Netop Kierkegaard, bare ham der hed Søren, må tage sin del af ansvaret for, at den nye butik har set dagens lys. For det var ham, juristen Louisa Schønnemann Bøttkjær kastede sig over med en Master på teologi, da hun for to år siden sagde sit gode, vellønnede job som administrationschef i centraladministrationen op. “Jeg følte til sidst, jeg ikke lavede andet end at skære ned og omstrukturere. Hver gang noget endelig virkede, så skulle et nyt system indføres. Nyttetænkning fylder alt for meget i den måde, vi tænker universitet på,” fortæller den nyslåede boghandler, der ofte havde grædende forskere på sit kontor på Københavns Universitet. Trangen til at skabe vandt indpas, og det er ingen tilfældighed, at det blev en boghandel, nu hvor Master-opgaven snart skal afleveres og børnene er flyttet hjemmefra. Kærligheden til litteratur kom ind via modermælken, for hendes mor er oversætter og lavede i mange år radio på P1 om litteratur.

Louisa Schønnemann Bøttkjær har samlet sine ca. 1.100 aktuelle og klassiske titler i tematiske klynger, f.eks. en med besættelsen og en med kvindelitteraturen, og hvis man ikke lige kan finde den bog, man er på udkig efter, kan hun hurtigt skaffe den hjem. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Overhørte advarsler

Louisa Schønnemann Bøttkjær er ikke bange for at åbne en boghandel i en tid, hvor de ellers forsvinder fra bybilledet og hvor salget af bøger tilsyneladende flytter andre steder hen. “Truslen mod boghandleren er hverken Føtex eller nettet. Truslen er Netflix, Pokemon Go og det faktum, at mange folk ikke læser bøger,” siger hun. “Min mor og mange andre advarede mig. ‘Du må ikke åbne en boghandel, du går ned på det, det bliver for hårdt’. Men hvis man har siddet i staten og skåret ned, så vil jeg bare sige, at det kan ikke blive meget hårdere,” smiler hun, Og tilføjer: “Netop fordi man kan få alting alle steder hele tiden, er der brug for et særligt sted, hvor man kan finde unikke ting, og hvor der er ro til at gøre det.” Louisa Schønnemann Bøttkjær henter stor fortrøstning i den måde, hun er blevet modtaget af lokalsamfundet. “Folk er nærmest euforiske omkring, at der åbner en boghandel. Jeg har været enormt træt efter opstarten, for det er virkelig hårdt arbejde. Men nu er min egen eufori ved at indfinde sig. Der er ikke nogen, der længere dikterer, hvad jeg skal gøre. Nu er jeg på spil, både menneskeligt og økonomisk.”