En butik for dyrevenner
Mor og datter er flyttet fra Holbæk til Sønderborg for at åbne butik for dyrevenner
Sønderborg fik mandag en ny butik, der især henvender sig til dyrevenner.
Vinbergsneglen, som butikken på øvre Perlegade hedder, er åbnet af Jane og Kristine Vinberg, der er mor og datter.
Vinbergsneglen byder på bl.a. dyrelegetøj og -foder samt unikke ting til hjemmet med dyretema.
"Vi vil skabe en butik til folk med passion for dyr. Det er vigtigt for os, at vores dyreprodukter har høj kvalitet og er så økologiske som muligt. Derudover har vi fundet mange unikke produkter, som vi har importeret fra udlandet," fortæller Kristine Vinberg.
De to er flyttet fra Holbæk til Als for at åbne forretningen.
"Vi overvejede at købe et nedlagt landbrug i Jylland og åbne en dyrepension og gårdbutik, men vi besluttede os i stedet for at åbne en butik. Og så faldt vi over Sønderborg," fortæller Jane Vinberg.
Mor og datter har allerede mærket en stor interesse fra lokale kunder:
"Allerede mens vi gik og satte butikken i stand, har folk besøgt os for at se butikken, og vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger," fortæller Kirsten Vinberg.
Sortiment bliver med tiden udvidet med kreative ting, som de to selv laver.
De to kvinder bliver ikke alene i butikken. Kælegrisen Kiwi er nemlig ofte med på arbejde og mødes i butikken.