Ny genbrugsbutik åbner i Nordborg
Kirkens Korshær åbner butik på Storegade fredag i næste uge
Kirkens Korshær åbner en ny butik på Storegade 21 i Nordborg.
Det bliver Korshærens femte butik i Sønderborg-området.
Den officielle indvielse sker fredag 21. oktober kl. 12.00, hvor formand for Udsatterådet Jørgen Jørgensen holder åbningstalen.
I forvejen har Kirkens Korshær Sønderborg fire butikker fordelt med tre i Sønderborg og en i Gråsten. De fire butikker er forskellige og varesalget er tilpasset forskellige målgrupper.
"I Nordborg har vi valgt at sælge møbler, køkkengrej, brugsgenstande, malerier og bøger. Vi sælger ikke tøj – dertil har vi Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Havnbjerg og den meget indbydende butik med brugt baby- og børnetøj i Nordborg," oplyser Korshærsleder Britt Gaarn-Larsen i en pressemeddelse.
Kirkens Korshærs primære opgave er at udføre socialt arbejde. I dag består det sociale arbejde bl.a. af en varmestue og et herberg for hjemløse i Sønderborg og socialt arbejde blandt udsatte borgere i øvrige dele af Sønderborg Kommune.
"Vi håber på sigt at åbne et værested i baglokalet af den nye butik i Nordborg, hvor borgere med behov og lyst til det, kan få en kop kaffe, en uforpligtende snak eller blot et sted at være. Efterfølgende vil det så vise sig, om der er specifikke behov for socialt arbejde, som Kirkens Korshær kan involvere sig i," siger Britt Gaarn-Larsen.