Fortsæt til indhold

Nye løsninger skal hjælpe raske kræftpatienter

Velfærdsinnovation skal hjælpe patienter efter kræft

Arkiv
Arkiv

SDU deltager i et tværfagligt forskningsprojekt, som skal forbedre rehabiliteringen for raske kræftpatienter. Projektet er støttet med 15,7 millioner kroner fra Europa-Kommissionen.

Et kræftforløb har indvirkning på tidligere kræftpatienters formåen og livskvalitet, længe efter at de er erklæret raske. Derfor skal et tværfagligt samarbejde mellem forskning, klinisk praksis og erhvervslivet sætte fokus på kræftrehabilitering.

Fra Syddansk Universitet deltager forskere fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse i projektet, der har modtaget 15,7 millioner kroner fra Europa-Kommissionens Marie Sklodowska Curie-bevilling. SDU's andel er 4,3 millioner kroner.

Projektet skal udvikle teknologiske løsninger, der kan hjælpe patienter efter kræftsygdom. Og SDU's opgave bliver at udvikle markeder og måder at kommercialisere de tekniske løsninger på gennem offentligt-privat innovationssamarbejde og brug af designmetoder.

”Reelt arbejder vi med, at virksomheder skal skabe forretning på at hjælpe kræftpatienter, som er blevet erklæret raske,” fortæller lektor Kristin B. Munksgaard, som leder SDU's del af projektet, i en pressemeddelelse og tilføjer.
”Nogle vil måske spørge, om vi virkelig skal skabe profit på folk, som har været ramt af kræft. Men når virksomheder kan lave teknologiske løsninger, som sørger for, at tidligere kræftpatienter f.eks. får lavet deres træning eller får nem og smart adgang til deres sundhedsdata, så de ikke altid skal møde ind på sygehuset, vil det være gavnligt for alle parter”.

EU-midlerne går til at ansætte otte ph.d.-studerende, hvoraf to af dem får base på SDU's campus i Kolding. Stillingerne er en pendant til den danske erhvervsPhD-ordning, hvor de ph.d.-studerende skal bruge halvdelen af deres tid i en virksomhed og den anden halvdel på forskning ved universitetet.

Den ene af SDU's ph.d.-studerende bliver tilknyttet en mindre, spansk teknologivirksomhed ”Salumedia” i 18 måneder, og den anden skal dels sidde ved Salumedia og på en fysioterapiafdeling på et privathospital i Irland. logy