Nordborg-butikker kaster lys over julehandlen
Handelsstandsforeningen i Nordborg investerer i ny julebelysning
Der bliver kastet et helt nyt lys over julen i Nordborg i år.
Butikkerne i Nordborg Handel har nemlig investeret i en helt ny julebelysning til byen.
"Bent Jensen fra Linak kom en dag sidste år ind i Kvickly, og spurgte om ikke vi kunne give julebelysningen et løft. Han opfordrede os også til at sende en ansøgning," fortæller Jan Moberg Pedersen fra Nordborg Handel, der samtidigt er varehuschef i Kvickly.
Medlemmer af handelsstandsforeningen udviklede derefter et helt nyt koncept omkring julebelysningen.
Prisen endte på 101.000 kroner, hvoraf Linak, Danfoss og handelsstandsforeningen i Nordborg hver betalte en tredjedel.
Efterfølgende har handelsstandsforeningen skudt yderligere 40.000 kroner i projektet for at få endnu flere lys i gaderne.
Alle butikker får en ny Icelight-guirlande til facaden, og derudover kommer der nye guirlander over vejen. Mange træer i midtbyen bliver pakket ind i lyskæder, og der bliver opsat juletræer på Den Røde Plads, græsplænen ved den gamle Fakta-butik ved Slagter Nielsen i Langesø og ved Hardeshøj-færgelejet.
De gamle lyskæder bliver frisket op og kommer til at hænge ved Løjtertoft og Ringvejen.
"Vi inviterer også de butikker, der ikke er medlemmer af handelsstandsforeningen, samt borgere på dele af Storegade til at være med. De kan købe julebelysning på favorable vilkår," fortæller Jan Moberg Pedersen.
Lysguirlanderne til butiksfacaderne bliver monteret på en måde, så butiksejerne selv kan sætte dem op og tage dem ned.
Derudover bliver lyskæderne i træerne hængene hele året, så de også kan bruges til f.eks. Halloween fra næste år.
"Vi kommer til at spare penge på det nye koncept, fordi vi ikke skal sætte så meget op. Samtidigt er det let at udvide med mere lys i fremtiden, og det agter vi at gøre," siger Jan Moberg Pedersen.
De nye julelys bliver tændt 18. november ved 17-tiden.