Fortsæt til indhold

Kom og vær med

Efterårsferien byder på et læsemarathon i Middelfart

Arkiv
Lars Saugbjerg

Hygge og viden går hånd i hånd, når vi læser bøger. Vi bliver underholdt og udvider vores horisont. Og du behøver ikke gøre det alene. Middelfart Bibliotek byder nemlig på et arrangement i efterårsferien, hvor unge får mulighed for at være sammen med andre læseheste i 24 timer.
'Readathon' er navnet på det læsemarathon, som biblioteket i Middelfart og 15 andre danske biblioteker er gået sammen om at gennemføre torsdag og fredag i næste uge.
“Det bliver hyggeligt, men selvfølgelig også lidt af en udfordring,” lyder det fra Line Sloth Nielsen og Mette Geisler Olsen, Middelfart Bibliotek.
“Vi overnatter på biblioteket. Vi vil opholde os i Oasen på 1. sal, men man må sætte sig hvor man vil. Det bliver læsning i 24 timer, næsten i hvert fald. Selvfølgelig skal vi også snakke med hinanden - om bøger...”.
Bibliotekarerne håber, at unge mellem 13 og 20 år tager imod tilbuddet om at tilbringe et døgn på biblioteket. Der er masser af gode grunde til at fordybe sig i litteraturen, for vi bliver klogere af at læse. Vi stimulerer vores fantasi og bliver bedre til at danne indre billeder, fordybe os og forstå vores medmennesker.

Læs, sov og spis

Det er umuligt at løbe tør for læsestof, og Middelfart Bibliotek sørger for underholdning undervejs.
“Man behøver ikke holde sig vågen i 24 timer, men vi skal nok sørge for, at der er nogle opkvikkende aktiviteter. For en sikkerhed skyld kan man jo tage en sovepose eller en dyne med,” lyder det fra Line Sloth Nielsen, der lover at gøre sit til, at humøret bliver holdt højt - så der bliver skabt sammenhold og gejst.
“Og vi skal nok sørge for maden. Lur mig, om ikke vi bestiller en flok pizzaer. Måske spiser vi en sandwich i løbet af natten - og vi skal da også have frugt og slik.”
Man behøver bestemt ikke være en bogorm eller en superlæser for at deltage. Det valgfrit om man læser en ”rigtig” bog, en e-bog eller bruger ørerne til en lydbog.
“Vi vil være til stede hele natten igennem, så vi får en lang vagt,” smiler bibliotekarerne, der selv glæder sig til at få læst lidt.
“Måske en gyser, hvis jeg tør,” smiler Mette Geisler Olsen.
Det var Randers, der sidste år som det første bibliotek i Danmark, meldte sig til 'Readathon'. Eventen blev en stor succes. De unge mennesker nåede op på godt 9.000 læste sider på de 24 timer.
“Mon ikke der går sport i det. Det kunne jo være sjovt at slå Randers.”
Man kan tilmelde sig via www.middelfartbibliotek.dk.