Tøjbutikken JAIL i Torvegade lukker
31. december lukker Anne Mette Olsen sin børnetøjsbutik
“Jeg kommer til at savne butikken hver dag. Det har ikke været en let beslutning, men når man har rundet 50 år, skal det være nu, at man skal prøve noget nyt,” fortæller Anne Mette Olsen.
Når 2016 bliver til 2017 lukker hun sin børnetøjsbutik JAIL, der ligger i Torvegade i Esbjerg. Det er ikke fordi, det går dårligt i butikken. Tværtimod ifølge Anne Mette Olsens egne ord, men hun har lyst til nogle nye udfordringer, og det skal ske nu, hvis det skal være.
“Jeg har elsket butikken i alle de år, jeg har haft den,” smiler hun troværdigt, da Lokalavisen Esbjerg besøger hende til en snak om lukningen og fremtiden.
Startede som kok
Det er 14 år siden, at Anne Mette Olsen startede butikken op i Esbjerg. Før det var hun lidt omkring, inden hun slog dørene op i Torvegade. Faktisk var hun nærmest rundt i hele Europa.
“Jeg er uddannet kok, og har arbejdet som det i det meste af Europa,” fortæller hun.
Da Anne Mette Olsen søgte nye udfordringer de forskellige kokketjanser, endte hun i sin mors børnetøjsbutik, som lå i Sædding Centret.
“Der fandt jeg ud af, at jeg var god til det med børn, og da jeg fik muligheden for egen butik her, slog jeg til. Det var en succes fra første dag,” fortæller hun.
Søger gerne en overtager
Det er derfor heller ikke særlig svært at opdage, at børnetøjsbutikken JAIL betyder meget for Anne Mette Olsen, selvom hun snart lukker den ned. Det er også grunden til, at hun stadigvæk håber på, at der er nogen, der vil overtage den.
“Jeg har forsøgt at finde en til at overtage den, men der er endnu ikke nogen, der har meldt sig. Hvis der er nogen, der har lyst, så kan de stadigvæk nå det.”
Sker det ikke, så lukker butikken som sagt dørene for altid 31. december. Anne Mette Olsen har endnu ikke bestemt sig helt for, hvad fremtiden skal byde på.
“Jeg har nogle idéer, men jeg ved ikke helt, hvad det bliver til endnu.” fortæller hun.