Rent drikkevand får topprioritet i fremtiden
Ny strategi på miljøområdet bakkes op af VandCenter Syd
At sikre mest muligt rent drikkevand for pengene bliver hovedprioriteten, hvis regionsrådet vedtager ny strategi på miljøområdet, der bakkes op af VandCenter Syd i Odense. Beskyttelsen af drikkevandet skal nemlig sættes højst på miljødagsordenen.
Det mener Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, som enstemmigt stillede sig bag forslaget til Jordforureningsstrategi 2017 på sit møde torsdag.
Håber på bred opbakning
Jørn Lehmann Petersen (S) er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark, og han håber på bred opbakning blandt regionsrådskollegerne til strategien.
“Vores primære opgave er at sikre rent drikkevand. Så enkelt kan det siges. Det er forudsætningen for vores sundhed, og vi vil gøre alt for, at vi ikke havner i samme situation som i andre lande, hvor man er nødt til at rense drikkevandet kemisk. Det også har stor betydning for turismen, at vi kan markedsføre os med, at netop Danmark er et af de få lande på verdensplan, hvor man trygt og uden problem kan drikke vandet direkte fra vandhanen,” siger han,
VandCenter Syd, der årligt forsyner 166.500 odenseanerne med rent drikkevand, er også positivt indstillet i forhold til den nye strategi.
“Det er godt, hvis vi kan sikre langt flere kildepladser ved at fokusere indsatsen mod det åbne land. Det vil give sikkerhed for mere rent drikkevand. For os som vandforsyning handler det om at have rigeligt med godt grundvand både her og nu og til fremtidige generationer,” siger Christian Ammitsøe, projektchef i VandCenter Syd, og tilføjer:
“I dag ville ingen drømme om at placere en ny drikkevandsboring tæt på industri eller midt i en by. Den type boringer er simpelthen for sårbare over for de mange kendte og ukendte forureningstrusler mod grundvandet.
Jordforureningsstrategi 2017 kommer til endelig behandling og afstemning i regionsrådet 24. oktober.