Fortsæt til indhold

Nu kommer der igen liv i fyrmesterhuset

Udsatte borgere skal få ny energi i fyrmesterboligen på Kegnæs

Arkiv
Mikkel Hansen

udvikling Der kommer nu igen liv i den gamle fyrmesterbolig på Kegnæs. Sønderborg Kommune købte fyret og fyrmesterboligen for tre år siden, og huset har stort tomt lige siden. "Jeg blev helt ked af det, da jeg besøgte huset sidste sommer. Det var ved at forfalde," fortæller Jan Prokopek Jensen, formand for arbejdsmarkedsudvalget. I dag er huset næsten færdig renoveret for en halv million kroner, og lørdag mødtes lokalpolitikere og borgere for at fejre genåbningen og diskutere husets fremtid. "Huset skal primært bruges til ophold for borgere på kanten af arbejdsmarkedet, der har behov for frisk energi og en ny start," fortæller Jan Prokopek Jensen. Opholdene på Kegnæs er rettet mod to målgrupper. Det er dels borgere, der har været ramt af kræft, og som har brug for hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarked og en normal hverdag. Den anden målgruppe er socialt udfordrede unge, hvor ophold skal kombineres med målrettet tilbud og hjælp. Der er afsat en million kroner årligt til opholdene og drift af huset. "Der er allerede booket ophold til to kræftramte familier, men vi ved endnu ikke hvor mange ophold, der bliver i løbet af et år. Dels skal vi holde os inden for budgettet, og dels skal vi gøre os nogle erfaringer med projektet," siger Jan Prokopek Jensen. Der er ansat tre personer i flex-job til at vedlige huset og haven. Huset blev faktisk allerede taget i brug i sidste måned, da kommunens "Sund mand"-projekt var på mini-træningslejr i området. Når huset ikke bruges af kommunen, kan de lokale borgere benytte det. "Det kan bruges gratis af lokale foreninger og klubber til for eksempel udstillinger og møder," siger Anette Hartvig, formand for Kegnæs Ø-gruppe, der glæder sig over det gode samarbejde med kommunen. Også Claus Klaris fra Landdistriktsudvalget glædede sig i sin tale over det gode samarbejde med beboerne omkring fyrmesterboligen. Ø-gruppen har mange planer for området. Der arbejdes for eksempel med idéer om at opstille informationstavle, udarbejde foldere og opsættes ladestationer til el-cykler ved fyret. Ø-gruppen har desuden tidligere på måneden opstillet skulpturen Octopus ved Kegnæs Forsamlinghus. Træskulpturen stammer fra årets Wood Sculpture Festival i Sønderborg.

Jan Prokopek Jensen talte ved indvielsen af fyrmesterboligen, der næsten er færdigrenoveret.
Anette Hartvig fra Ø-gruppen glædede sig over det gode samarbejde med kommunen.
Claus Klaris.