Foreninger fylder Borup Kulturhus med sang
Kulturelt Samråd Køge afholder ’Spil og Syng Dansk’ torsdag 27. oktober
Kulturelt Samråd Køge afholder igen i år 'Spil og Syng Dansk'-aften i Borup Kulturhus, hvor flere musiske foreninger er med til at skabe en festlig og fælles aften. Arrangørerne sørger for en blandet buket af sang- og melodiblomster torsdag 27. oktober kl. 19-23.
Aftenen starter med fællessang, nemlig 'Sensommervisen' komponeret og digtet af Finn og Kirsten Jørgensen.
Ejbykoret vil - ud over at synge for til fællessange - synge sange af Kai Normann Andersen i firstemmigt kor-arrangement. Man vil også høre melodier skrevet i arrangement til blæseorkester.
Dansk popmusik har nu igennem flere år præsteret melodier, som er blevet evigt grønne. Dem lover arrangørerne, at der også kommer eksempler på., lige som der vil blive budt på dansk spillemandsmusik, og de danske viser og sange, der bare skal synges.
Slutter med ønskekoncert
Aftenen slutter med, at der som sædvanlig vil være fællessang som 'ønskekoncert', akkompagneret på kulturhusets flygel.
Kulturelt Samråd håber på fuldt hus til sangaftenen, hvor sangteksterne vil ligge klar til alle, og en forfriskning kan købes til sanghalsene.
Der er gratis adgang. jesl