Fortsæt til indhold

Elever på idrætshøjskole underviste 75 børn

Efterårsferien blev brugt på idræt og på motion og på at få nye venner

Arkiv
Af Jacob Hove

Vejle Idrætshøjskole og DGI havde i sidste uge besøg af 75 børn, der brugte efterårsferien på at dyrke idræt, få nye venner og hygge sig.
“Det er en win-win-situation. Ungerne får to fede dage med idræt, mens vores elever får mulighed for at afprøve sig selv som trænere og instruktører,” siger højskolens viceforstander, Lars Olesen.
Skolen vil gerne give eleverne på Vejle Idrætshøjskole en oplevelse af at stå som trænere for unge mennesker, så de kan udvikle sig til gode samfundsborgere, der vil tage del i vores unikke danske foreningsliv. Det bruger eleverne noget af efterårsferien på at øve sig på.
“En del af vores mål er at koble undervisningen til noget praktisk, og det er en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med det frivillige foreningsliv,” siger Lars Olesen.
Rasmus Jørgensen er initiativtager til idrætscampen. Han fostrerede ideen kort tid efter, at han var elev på skolen i 2013 og har lige siden været med til at arrangere idrætscampen.
“Det er fedt at komme tilbage på sin gamle skole og byde ind med noget af det, jeg brænder for. Og det er inspirerende at være med til at kunne præge højskolens elever til, at de i fremtiden også vil være en del af den frivillige foreningsidræt.”