Fortsæt til indhold

Boligpriserne stiger i Sønderborg

Priserne på boliger i Sønderborg er steget over 10 procent ifølge Boligsiden

Arkiv
Arkiv

Fortsat stigende huspriser har igen skabt rekorder på boligmarkedet, hvor salgsprisen for villaer og rækkehuse i september var de højeste siden 2010. Det viser de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks.
I Sønderborg er salgspriserne steget med 11,5 procent siden sidste år, og kommunen har dermed den 10. højeste stigning i Danmark.
Salgsprisen for villaer og rækkehuse nåede i september det højeste niveau siden 2010, hvor Boligsiden.dk begyndte at måle. På landsplan lå salgsprisen på 12.954 kroner pr. kvadratmeter, og det er en svag, men kontinuerlig stigning, der har fået prisen op på rekordniveau.
"Der er en fortsat positiv udvikling på boligmarkedet, og tendensen ser ud til at fortsætte. Det afspejles ikke bare i de stigende priser, men også i faldende salgstider," siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz, i en pressemeddelelse.

Hurtigere salg

I september tog det i gennemsnit blot 174 dage at sælge en villa eller et rækkehus på landsplan, og så hurtigt er det ikke gået siden 2011.
"Lige nu er der medvind til husejerne, men nu hvor en ændring i boligskatterne svæver i luften, er det ikke til at vide, om det fortsætter. Boligmarkedet kan reagere både på stigende skatter og på en stigende rente, så der er flere faktorer, der kan få billedet til at se helt anderledes ud om et halvt år," siger Birgit Daetz.
Er man på udkig efter nyt hus, skal man heller ikke forvente, at sælger er klar til at barbere boligprisen ned. Således faldt nedslaget i kvadratmeterprisen på landsplan med 1,6 procent i september.


Prisudvikling
Kommuner med størst stigning i salgsprisen seneste år
1. Sorø: +24,4 %
2. Rebild: +20,6 %
3. Lyngby-Taarbæk: +17,7 %
4. Bornholm: +14,2 %
5. Vejle: +13,8 %
6. Kerteminde: +13,7 %
7. Ikast-Brande: +13,6%
8. Frederikssund: +12,8 %
9. Kalundborg: +12,4 %
10. Sønderborg: +11,5 %

Kommuner med størst fald i salgsprisen seneste år
1. Nordfyns: -14,3 %
2. Lemvig: -10,8 %
3. Slagelse: -10,3 %
4. Tønder: -9,7 %
5. Middelfart: -7,9 %
6. Brønderslev: -7,9 %
7. Norddjurs: -6,3 %
8. Vordingborg: -6,3 %
9. Herlev: -4,0 %
10: Nyborg: -3,1 %

Listerne viser ændringen i salgsprisen for villa/rækkehuse fra september 2015 til september 2016. Kommuner skal have haft mindst fem hushandler i de foregående tre måneder for at være med i statistikken.