Fortsæt til indhold

“Man skal have hjertet med”

Rema 1000 på Sejlstensgyde kan prale med at have en af koncernens bedste købmænd ved roret

Arkiv
Mette Henriksen

“Jeg er simpelthen så glad og stolt. Og jeg kunne ikke have gjort det her uden mit fantastiske personale, som gør sit ypperste dag efter dag i butikken.”
Sådan siger Jacob Johansen, købmand i Rema 1000 i Sejlstensgyde i Haderslev, der netop er blevet kåret til en af Sønderjyllands bedste købmænd indenfor Rema 1000 koncernen.
“Der er tale om en butik, hvor der er mange gode grunde til at beundre og unde dem deres succes,” lyder det fra Regionschef i Rema 1000, Pernille Krøyer.
“Især de seneste år har Jacob Johansen taget et kvantespring - med solidt udspring i vores værdier - i forhold til personlig udvikling og ledelse. Med et konstant fokus på at sikre et højt niveau og gennem solide rutiner for alle medarbejdere, har han skabt en butik, som altid imponerer. Jacob og hans personale har til fulde indfriet kundernes forventninger til en levende butik med fokus på friskhed, ”nul huller” i sortimentet og konstant høj effektivitet,” tilføjer hun.
For Jacob Johansen, der egentligt er bankuddannet, har jobbet som købmand i netop butikken på Sejlstensgyde været målet i flere år.
“Jeg kom ind i denne branche ved et tilfælde, for bankverdenen var ikke mig. Jeg stortrives i Rema 1000 koncernen, fordi man som købmand får frihed under ansvar. Der er nogle få regler at forholde sig til, og så har man ellers råderum over sin egen butik. Man bliver ikke hæmmet af firkantethed og topstyring, som jeg har oplevet det andre steder. At jeg så i dag står for denne her store og flotte butik på Sejlstensgyde, er en drøm, som er gået i opfyldelse for mig,” fortæller Jacob Johansen, der hellere end gerne uddeligerer opgaverne blandt sit personale.
“Man skal have hjertet med på arbejde, og så skal man kunne motivere sine medarbejdere. Blandt andet synes jeg at det er vigtigt at give slip på de sjove opgaver, så vi kan deles om det sjove. Ellers ryger motivationen og engagementet i svinget.”
Jacob Johansen fortryder intet og er tværtimod glad for de fejl, han har lavet i sit arbejdsliv.
“Jeg har lavet en masse fejl for at komme herhen, hvor jeg er nu. Så jeg fortryder intet og har tværtimod lært en masse af disse fejl,” siger Jacob Johansen, som glæder sig til at fejre begivenheden sammen med hele sit team, der rundt regnet tæller 45 ansatte.