Jazzclub dropper teltet
Man kommer til at kende Haderslev Jazzfestival på en ny måde fra 2017
Efter dette års Jazzfestival, som var Haderslev Jazz Clubs festival nummer 25 i ubrudt rækkefølge, var der varslet forandringer.
Det har været svært for jazzklubben at få de økonomiske ender til at nå sammen, især hvis vejrguderne ikke er til jazz. Nu er der blevet evalueret og planlagt, og Haderslev Jazzfestival står overfor nye tider.
“Vi dropper det store telt på Gravene. Både på grund af de store omkostninger og fordi vi ikke er unge længere. Det er et stort slid at rejse og fjerne teltet,” fortæller Sven Søndergaard fra jazzklubben.
Istedet venter en 'jazzweekend', som vil være en del af Trekantsområdets festuge ligesom i år. Omdrejningspunktet vil være Månen på Bispen og de spillesteder som fimdes rundt omkring i byen.
“Og så har vi en 'Street parade', med et par paraplypiger, på ønskesedlen til næste år,” fortæller Sven Søndergaard.
Haderslev Jazzclub er allerede godt i gang med at sikre sig gode jazznavne til næste års jazzweekend.