Lad byrådet styre det lokale
Meret Due Paarup
Kolding Byråd (V)
Uhrevej 11
6064 Happiness
Kære Jørn Dohrmann. Ja, der er langt fra EU-livet til hverdagen og virkeligheden i Kolding. Så vi hjælper dig gerne lige med en lille lokal update. Her går det godt. Ja, vi er faktisk et enigt byråd, der i fællesskab har prioriteret kronerne, så borgerne får mest for pengene.
Du skriver om skolesammenlægninger. Det er godt nok længe siden, det sidst er sket, og det var vist i din tid?
Du skriver om manglende computere til eleverne. Her er sat fire millioner af i budgettet, og der arbejdes på en fremtidssikret løsning, så vi også fremover har computere til de elever, der har behov.
Du skriver om manglende prioritering af sikre veje til skolebørn. Så må vi bare lige henvise til budgettet, der prioritere både bedre og sikrere veje, cykelstier og fortorve.
Du skriver, at vi mangler cykelskure på skolerne, så eleverne ikke ødelægger hinandens cykler. Det handler nu nok mere om opdragelse. Vi har generelt en meget flot bygningsstandard på vores skoler.
Du skriver, at vi ikke bruger penge på dagligdagsting, der betyder noget for borgerne. Hvad med fleksibel børnepasning, ekstra penge til folkeskolen, udvidelse af landsbypulje- og bydelspulje, billigere busser til børn, unge og ældre, cykelstier, trafiksikkerhed, forøgelse af seniorpuljen - og meget meget andet fra budgettet?
Så hvis du nu bare holder styr på EU, MELD, FELD og alt det andet, der skal være styr på dernede i EU, så overlad det trygt til dine ex-byrådskolleger fra alle farver at holde styr på det lokale.