Fra pilot til behandler
Linda Rassing er kørende med tankefelt-terapi og meta-sundhed
“Jeg følte ikke, at det var nok at transportere folk fra a til b i en flyvemaskine. Hvis man virkelig vil flytte folk, skal man gøre det helt nede på jorden,” siger Linda Rossing ffra Fredericia.
Hun har etableret sig som kørende terapeut under navnet Illuminate.
“Jeg udtaler det på engelsk. På latin lyder det for meget som noget fra 'Da Vinci-mysteriet',” siger hun med et smil.
I ni år var Linda erhvervspilot hos blandt andre Cimber Sterling og Danish Airtransport.
Hun fløj ATR 72 - en flytype med plads til 74 passagerer.
“Der var en god løn og høj prestige i jobbet som kvindelig pilot. Men jeg fandt ud af, at det ikke rigtig var noget for mig. Måske var jeg mere tiltrukket af den udfordring, der var at tage pilotuddannelsen,” siger hun i dag.
Hendes farvel til pilot-faget kom samtidig med en barsel. Og siden arbejdede hun på at blive betjent, ligesom hun læste samfundsfag på VUC og siden sociologi og kultur-analyse på Syddansk Universitet.
Men til sidst kastede hun sin kærlighed på alternativ behandling og slog sig ned som metasundheds- og tankefelt-terapeut.
“På et kursus mødte jeg en terapeut, som fortalte mig om teknikkerne og den forskning, der ligger bag. Og da jeg kunne se, hvor logisk det hele er, blev jeg tændt. Det er ikke hokuspokus - jeg kommer fra en familie, hvor man ikke bruger hokuspokus. Og nu, hvor jeg selv har været gennem behandlinger - og selv har behandlet et hav af andre - kan jeg se, at det virker,” siger hun.
Hvad er det?
Metasundhed handler om at anskue en persons sundheds- og helbredstilstand ovenfra: At se de sammenhænge, der kan gøre nogen syg eller give vedkommende problemer med for eksempel lavt selvværd.
Og teknikkerne i tankefelt-terapi kan bruges til at finde årsagerne bag kropslige udfordringer og sygdom.
“Der er en klar sammenhæng mellem krop, sind og ånd,” siger Linda Rassing.
De sammenhænge gør, at en dårlig oplevelse og eventuelt traume kan sætte sig i kroppen som en fysisk lidelse. Ved at tage terapeutisk fat i årsagen kan det fysiske problem afhjælpes eller fjernes.
“Det kan for eksempel dreje sig om allergier, fobier eller smerter. Nogle gange hjælper det efter kun én eller få behandlinger,” siger Linda Rassing.
Nogle af metoderne kræver berøring. Andre gør ikke - og kan så klares over skype, hvis det passer patienten bedst.
Kontakt Linda Rassing via hjemmesiden illuminate.nu.