Fortsæt til indhold

Ruin i Herslev bliver til rekreativt område

Kommunen køber Knudsens Gård i Herslev og laver et rekreativt område for byen

Arkiv
Arkiv

Knudsens Gård er en ruin, som skæmmer gadebilledet i Herslev. Derfor har Demokrati- og Borgerudvalget besluttet at købe Knudsens Gård og sanere området. Byrådet og Økonomiudvalget har godkendt købet og nedrivningen.
”Knudsens Gård i Herslev ligger på en så central grund i Herslev, at den skæmmer et stort område, hvorfor det vil give værdi til hele lokalsamfundet i Herslev at få saneret området,” siger Christian Jørgensen, formand for Demokrati- og Borgerudvalget.
Fredericia Kommune har købt ejendommen af Middelfart Sparekasse for 200.000 kroner. Hertil kommer udgifter til nedrivning af bygningerne, reetablering af området og handelsomkostninger. Der er allerede sat midler af i det nuværende budget til nedrivning af gamle ejendomme i kommunen, og på nuværende tidspunkt er der 460.000 kroner tilbage på budgettet. Resten af midlerne til saneringen af området findes på drifts- og investeringspuljerne.
”Som formand for By- og Planudvalget er jeg ovenud tilfreds med, at vi bruger de sidste midler fra årets nedrivningspulje til at rive netop Knudsens Gård ned. Det vil give et løft til Herslev, og blive til glæde for rigtig mange borgere,” siger Steen Wrist Ørts.
Kommunen overtager grunden, river bygningerne ned og indretter arealet til et fælles friareal for byens beboere. Efterfølgende skal Fredericia Kommune i dialog med Herslev Sogns Borgerforening om den fremtidige drift af arealet.
Arbejdet med nedrivningen af bygningerne og reetableringen af friarealet begynder så snart købet af ejendommen er på plads.